Final Fantasy XIII

Det er første gang jeg har spillet et Final Fantasy spil helt igennem. Og jeg er ret glad. Jeg er ikke en tidligere fan. Jeg havde svært ved de andre spil, da jeg synes de var ufatteligt fesne og kampsystemet var klaustrofobisk, så jeg fik ikke spillet i mere end et par timer. Men XIII er et spil lige efter mit hjerte, og selv de små klichéfyldte karakterer er ret elskværdige.

Vi kommer til Cocoon, en lille aflukket planet i oprør og vi bliver strakt hvirvlet ud i en indviklet historie. Lightning, tidligere soldat, kæmper sig vej gennem panikken, for at komme til sin søster, der er blevet udvalgt af en fal'Cie og vil blive en l'Cie. Søsteren får en opgave, som hun skal gennemføre, eller bliver hun Ciet'h, et monster, der skal nedkæmpes. Opgaven kan gå stærkt imod den udvalgtes egne følelser, og den kan gå så langt som, at bede dem om at hjælpe til med at ødelægge deres eget hjem. Når en opgave er udført bliver man til krystal, og Lightning kommer for sent til sin søster, der er blevet til krystal. Hun støder på oprøreren Snow, søsterens forlovede, og sammen med fanger fra et inficeret område, Vanille, Sazh, Hope og senere Fang, bliver de udvalgt og bliver l'Cie. De får en opgave og den er langt fra behagelig. De må vælge, vil de følge ordrer og ødelægge Cocoon eller kæmpe imod de magtfulde skabere fal'Cie og blive Ciet'h.

Historien er meget tåget i starten, og de mange "tvists", eller rettere en masse snak om de manipulerende fal'Cie fortæller dem sandheden om deres fokus eller, om de lyver og håber, at de gør det omvendte, hvilket kunne resultere i at de ødelægger Cocoon og sætter fal'Cie fri til at skabe en ny verden, kan godt være trættende i længden.
Så det er en historie med visioner, og det kan godt være den kapper over med den store forvirring, men det er også ret interessant, med heltene der bliver "antihelte" og bliver udstødt fra samfundet. Og så er karaktererne faktisk ret okay til at bare sådan en historie.

Som i en tidligere post har jeg jo skrevet, hvordan jeg glædede mig ret meget over, at se en heltinde som Lightning i et spil. Der var respekt omkring hende som person, og som mere end bare en pæn og sød pige at kikke på, og som pigerne kunne "identificere" sig med.. Men jeg var også lidt bekymret over, at de nok gik for langt med den hårde militær kvinde, og der ikke ville være følelser eller humor tilbage. Humor er der ikke så meget af, men jeg synes faktisk de har formået, at tø Lightning op, lidt efter lidt, specielt da hun må tage den rystede dreng Hope under sin vinge. Hård i starten, men det er som om hun igennem spillet husker sider af sig selv, hun har glemt under pres, og ikke sider hun aldrig har kendt til, og gennem spillet ser man også hendes ro blive skiftet ud med forvirring og utryghed. Til sidst i spillet må jeg sige, at de har formået, at gøre hende til en person jeg har savnet i populærkultur og én jeg helt sikkert (desværre?) kan identificere mig med langt hen af vejen. Der mangler bare noget mere afslappethed, noget humor og lidt mindre selvhøjtidelighed, men der er også grænser for, hvad et spil med så mange hovedpersoner kan tilbyde.

Snow er jo helte-klovnen i spillet, og det er faktisk ret fint. De andre karakterer lægger også en distance til hans helte-show, men samtidig føler man fra karakterene og sig selv, at han faktisk er ret elskværdig, selvom han næsten ikke kan sige en sætning uden ordene "Serah" eller "Hero".

Hope's udvikling gennem spillet er måske sat lidt på højkant, med de mange akavede taler og hans stigende og faldende selvtillid, men jeg synes han giver noget specielt til spillet og han var en af dem jeg næsten altid havde på mit hold, nærmest for at styrke ham, som min lille lærling. Hoho.

Sazh er den sjove, der letter stemningen, men han har som alle de andre også en forhistorie, der spiller ind, og selvom han ikke er decideret sjov, så er han jo et must.

Vanille er nok den mest irriterende at have med sig. Hun lyder som en glad baby, i sig selv ikke noget problem, hvis bare man ikke var 19. Hun er "nuttet" og overdrevet optimistisk og det bliver hurtigt for meget, men der skal vel også være noget, til hvem der nu end synes hun bare er skøn.

Fang er jeg også ret vild med. Hun er ikke specielt nyskabende, men hendes falske og tykke australske accent er bare lige hvad jeg har brug for, sammen med hendes ældre fremtoning og sit brutale men stadig beskyttende storesøster-gen.

I det hele taget synes jeg, at Final Fantasy stilen (man behøves vist ikke at have spillet spillene for at kunne genkende de charmerende, men super spraglede lag på lag kostumer fra tidligere spil, bare se på Snows venner fra NORA) er dæmpet en smule og det er mere harmonisk, at se på selvom det stadig er meget personligt, hvilket passer rigtig godt ind i resten af spillets udtryk. Jeg blev meget inspireret.

Spillets Paradigm kampsystem er virkelig nyskabende og jeg tror slet ikke jeg vil kunne spille normalt bagefter. Der er plads til strategi og samtidig er der den frihed der ikke var i de andre Final Fantasy spil, der kunne gøre en som mig skør. Man styrer ikke sine spillere rundt som sådan, men bestemmer hvornår der skal angribes, så det er ikke tur-baseret, og man bestemmer selv hvordan. Det er svært at forklare, men det skal prøves.

Verden i og omkring Cocoon er meget gennemført. Jeg er rigtig glad for, bare at løbe rundt og se på den rørende smukke grafik. Man kan zoome ind på Lightning's tøj og se syninger og materiale! Man får næsten en Shadow of the Colossus følelse når man løber rundt på sletterne, der virker næsten endeløse, med et fantastisk lys og smuk natur. Jeg stoppede flere gange op i bjergene omkring Oerba, bare for, at nyde det fantastiske syn med tilhørende musik. Taejin's Tower var også meget eksotisk og gennemtænkt, og der var noget sjovt og fremmed over det. Så efter en meget lang smøre, kan jeg bare sige, at de ændringer nogle garvede fans brokker sig over, har fået mig op af stolen. Det er et fantastisk godt og inspirerende spil på alle måder.