Spice and Wolf

Jeg er gået lidt uden om denne serie, uden egentligt at kunne give en rigtig god grund, udover at jeg måske har været lidt bange for at blive skuffet, da den virker ret original. Det blev jeg heldigvis ikke!

En rejsende sælger møder en ulve gud og tager hende med sig på sin rejse. Det lyder som en af de mest mærkelige road-trips nogensinde. Men det fungerer helt overraskende meget ubesværet og serien arbejder sig dejligt langsomt fremad, dog uden det bliver overfladisk, hvilket jeg kommer tilbage til. Når vi nu rejser med en sælger er der utrolig meget økonomi, men for at gøre tingene ekstra indviklede skabes der også kæmpe systemer af møntfoder. Dette indviklede system skaber al dem omkringliggende drama, der er brug for omkring de to hovedpersoner og skubber på den måde historien naturligt fremad.
Nok spiller pengene en stor rolle i verden omkring de to hovedpersonerne, men det er den sælsomme idé om en gud, der er kommet med på tur, der gør historien interessant. Holo, ulve guden, eller rettere gudinden, lever i en verden overtaget af kirken og brugen for hende som hedensk gud er svindende. Hun prøver derfor at finde tilbage til sit fødested i skovene i nord, og her har hun brug for et lift. I skikkelse af en ung kvinde rejser hun med sælgeren Lawrence og med sine 600 år har hun en stor indsigt i mennesket, og dermed, salg!

Når man er en gud med 600 år på bagen har man også lov til, at håne mennesket for deres små problemer og liv, noget Holo ofte gør. Men her kommer den fantastiske dialog i spil, der er sjov, drilsk og sarkastisk (!) mere end 'tsundere-sur', der var min store frygt. Holo ved, hvornår hun går over stregen og undskylder, hvilket er så dejligt at se. For hun er jo en 600 år gammel gud, så arrogant skal hun være, men der er også en usikkerhed, der er næsten menneskelig, i hendes frygt for at blive glemt. Lawrence og Holo er begge afhængige af hinanden og det skaber en dejlig ligevægt; Lawrence kommer på spanden og Holo hjælper ham og samtidig må Lawrence hjælpe Holo, når hun bliver usikker om sin fremtid som gud og hendes plads i en verden, der ikke har brug for hende- eller måske ligefrem ønsker at dræbe hende. Lawrence er en cool sælger, der kan få Holo ned på et mindre anstrengt plan, når hun til tider bare er for meget og når der ikke bliver skabt en vis form for udligning, og Holo bare kører på, så trækker det altså lidt ned. Jeg synes stadig hun kan være for bossy og lettere humørsvingende til min smag, men hvis en gud ikke må være det hvem så? Alt i alt er det en rigtig fin serie, der er fortsat og jeg har tænkt mig at fortsætte med at se den, selvom den egentligt godt kunne være stoppet ved første sæson.

For Fukui's Sake

E-bogen For Fukui's Sake købte jeg over amazon.com, da det af en eller anden grund ikke var muligt at købe den gennem amazon.co.uk. Det fede ved e-bøger er, at de er billige og man skal ikke vente på levering. Man køber den, og så er man klar til at læse den på ipad,kindle, pc osv... selvom jeg nu også savner den gode gamle bogform. Jeg havde hørt mange gode ting om denne rimelig overkommelige bog og var helt klar til at gå i gang med en gaijins fortællinger fra en lille by i Japan. Den lever fuldt ud op til de fine ord. Englænderen Sam Baldwin fortæller om sine to år som engelsklærer i Fukui-præfekturet i Japan. Livet i en by på landet i Japan var noget, der var meget dragede i forhold til de utallige Tokyo fortællinger og man får nogle meget lokale og hyggelige historier fra den lille by Ono og omegn, fortalt i en sjov og afslappet tone. Der bliver næsten kun sagt positive ting i historierne om mødet med japanerne, hvilket er en dejlig oplevelse. Alt i alt kan man mærke forfatterens gode oplevelse med de lokale og naturen omkring, der virkelig bliver udforsket og smukt beskrevet gennem bogen.

Samurai Champloo

Det er efterhånden mange, mange år siden jeg har set denne serie, men åbningen husker jeg stadig. Virkelig god stil!

Things Organized Neatly

Nu er ekstrem orden ikke lige det man forbinder med kreativitet men... det' helt smukt. thingsorganizedneatly.com

SBTRKT

Flotte albumcovers fra SBTRKT... når man støder på nogle så flotte af slagsen håber man altid, at musikken også er god. Og det var den heldigvis.

Samurai Women

Japanske kvindelige krigere har længe været noget jeg gerne ville vide lidt mere om ( mere end bare wiki-sider), og når man modtager bogen Samurai Women på 62 sider går det virkelig op for én, at de må have været meget få. Men man lærer skam noget - kvinder i samurai historie, udstyr, deres liv i tider med krig og fred og selvfølgelig kvindelige samuraier i kamp. Man kunne bide mærke i at ordet 'samurai' kun lagde sig til mænd og man derfor egentligt ikke kan sige samurai women, men altså, jeg ønsker gerne ordet bliver for begge køn! Der er også nogle problemer med billederne i forhold til teksten, der til tider skaber lidt forvirring, da de ofte hører til tekst på næste side eller lign. lidt irriterende. Og så... er der illustrationerne. Det er den slags man kender fra sine historiebøger, som det ses på forsiden, så jeg var advaret, men jeg synes det er lidt synd, da der er så mange fine japanske billeder, der gerne måtte have været større. Men thumbs up for at gøre kvinderne på billederne fulde af kampgejst! Denne bog er en let tilgængelig og let læst bog, hvilket er fint, men jeg ville ønske der fandtes nogle mere dybdegående bøger omkring emnet her, noget der indtil videre ikke er udkommet.

Ariettys hemmelige verden

Som skrevet i et tidligere indlæg, har jeg set frem til Ghiblis udgave af lånerne. Det virkede som den perfekte blanding og det er også blevet en rigtig god film. Den 14-årige Arietty er låner og hendes møde med en menneskedreng i huset de bor i sætter familien i fare. Den ældre husholderske Haru, der forresten viser Ghiblis fantastiske flair for at skabe skæve men sjove realistiske karakterer, er besat af tanken om at finde og fange lånerne, hvilket får Ariettys familie i problemer. Det er, selvfølgelig, en smuk film, og derfor er nogle af de mest interessante scener, når man er med rundt i huset med lånerne og i lånernes eget hjem. Men jeg synes næsten, at der ikke er blevet gjort nok ved historien og der derfor ikke kommet det lille tvist, der ofte gør Ghibli film en smule mere interessante. Man sad fx og ønskede, at dele af historien og baggrundshistorien blev udforsket en smule mere. Men god start for debutinstruktøren Hiromasa Yonebayashi.

The Wise Man's Fear

Så kom anden bog i serien om helten Kvothe. Det var en rimelig begejstret læser, der i første indlæg om Patrick Ruthfuss' trilogi skrev om første bog The Name of the Wind. Efter anden bog er det desværre blevet en lidt skuffet læser, så det gøres kort.

Helten Kvothe og hans liv er stadig meget interessant. Fortælleren Kvothe, der ser tilbage på sit liv er stadig en sympatisk person, der giver historien et skud 'anti-eventyr', der er det mest interessante ved bogen. Desværre er unge Kvothe ikke så interessant længere. Eller rettere... han er muligvis for interessant. For mens historien bevæger sig en smule langsomt fremad hjælper Kvothes udvikling ikke på det. Rothfuss har fortsat den lidt trælse tendens fra sidste bog: Kvothe udvikler sig meget snart til at blive en supermand, eller rettere en god gammeldags helt, noget bogen ellers lagde op til at ville give et lidt mere nuanceret bud på. Det var i første bog utroligt rart med en hovedperson, der kunne bruge hovedet, men det tager overhånd. Kvote excellerer indenfor alt, nu også som kampsportsmester og kvindebedårer, selvom bogen stadig proklamerer, at dette er svært for teenageren Kvothe. Voksne mennesker bukker sig i støvet for denne knøs, og som læser føler man på et eller andet tidspunkt, at det går lidt for vidt. Historien mister den tone og dybde den først lagde ud med. Nu er vi med en vaskeægte prins-på-hvid-hest på tur omkring i kongeriget. Og det er en smule kedeligt, når man tænker på, hvordan det startede. Grunden er lagt for en fantastisk eventyrfortælling, bare ikke helt den nuancerede fortælling der blev lagt op til i første bog, og man ved allerede nu, at der ikke er nogle problemer, kvinder eller lærere unge Kvothe ikke kan overkomme. Men det dystre mysterie ligger stadig ulmende i baggrunden, og kun på grund af det vil jeg læse videre.

Society 6

society6.com - En spændende side, hvis man søger noget godt til sin væg.

Rayman Origins - Igen!

Så blev det jul - og nogle dejlige mennesker gav undertegnede Rayman Origins i gave! Som skrevet i et tidligere indlæg var jeg ikke så vild med den måde spillet blev præsenteret på, men efter at have prøvet en demo i multiplayer er al den kritik gjort til skamme. Det er ekstremt sjovt at spille med flere i de velfungerende og flotte baner, der på én gang skaber mulighed for rod, men alligevel med et flow. Jeg elsker det kaos det bringer at spille flere af gangen, når man på en gang er afhængig af ens medspiller, samtidig med, at man straks får lyst til at konkurrere. Farverne er klare, karakterene er festlige som altid og lydsiden og banerne er som i de gode gamle dage, før kaninerne, eventyrlige.

Tegl

fra The Selby

Mmm

billede fra Design Your Trust

Mindre praktisk iPhone case - læs lille artikel om vidunderne her eller køb via strapya world.

Levitating in Tokyo

Cool. Og Japan relateret! Flere billeder fra yowayowacamera.com.

Uniforms: Zen Buddhist Monks

Uniforms: Zen Buddhist Monk fra StyleLikeU.

A Geek In Japan

Kirainet er en spansk (og engelsk) hjemmeside, hvor Héctor García fortæller om sin store kærlighed til Japan gennem smukke billeder og anekdoter. Jeg faldt egentligt over siden, da jeg ledte efter en side på spansk, hvor jeg kunne teste mine spansk kundskaber. Det kan så siges, at de virkelig blev testet, men det er noget helt andet... suk.

Da han nu også har udgivet en bog "A Geek In Japan" måtte man da have fat i den. Jeg må sige, at jeg ikke helt forstår valg af titel i forhold til indholdet. Jeg havde nok regnet lidt med en bog, der mindede om hans blog, altså personlige beretninger, hvilket nok er min fejl - jeg ser ikke meget af hans blog i bogen. Bogen er langt hen af vejen mere en introduktion lidt mere hen af "A Week In Japan". Den introducerer læseren til Japan, helt fra bunden med mange sædvanlige temaer, man også kan læse om i diverse rejseguides. Men han gør det dog virkelig godt, skal det siges. Han får komprimeret det ned, så alt det vigtigste er med. Så hvis man intet kender til Japan er den her bog en virkelig god introduktion. Men hvis du allerede kender en smule til landet, er der store dele af kapitler, der hurtigt kan hoppes over, hvilket er lidt synd.

For det bliver først rigtig interessant når man får et indblik i de japanske virksomheders struktur, hvordan det sociale liv fungerer og kapitlet han kalder "curiosities and symbols". Her kan man virkelig mærke at García er en insider i det japanske samfund og det er virkelig spændende! Her kan man virkelig mærke at han er " A Geek in Japan". Men som læser sidder man stadig håber på flere af de rigtig indsigtsfulde, men alt for korte, beretninger og indblik, da det er dét man ikke hører i mange rejsebøger og bøger om japansk populær kultur. Jeg havde måske også rent visuelt glædet mig til at se nogle lidt smukkere billeder i bogen, som fx de der er på bloggen, men jeg må sige at bogens udtryk minder meget som så mange andre bøger som fx Cruising the Anime City: An Otaku Guide to Neo Tokyo, der har samme poppede udtryk, hvilket er fint, men der er blevet sparet på de smukke billeder fra Kirainet. Men rigtig fin bog, mest på grund af de mange gode pointer og observationer. Og for flere lækre billeder må jeg prøve at få fat på bogen "Momentos" af samme forfatter, der ser ud til at være meget mere i bloggens ånd.

Farver og gråtoner

af Anne Sofie Madsen via. City of Skies

fra (desværre, den er smuttet, men sikke et outfit )

fra dieline

fra hardtoexplain

fra dieline

fra streetpeeper

blåt og blåt

når det kommer til farve, kan man vist ikke komme uden om voldsomt farverige Tokidoki, om det så er pænt er måske en anden sag...

blå ungdom - tokyo fashion

fra candyblog

fra inspiremenow

pantone kager.. umm?

fra bungalow 5

Der manglede lidt farver på bloggen, så der blev dømt billedstorm!

Kuhaku & other accounts from Japan

"Sixteen stories and essays written by different writers destroy the many stereotypes about Japan and reveal a complex nation that makes both a facinating and frustrating home."

Det lyder jo spændende, når man læser om bogen Kuhaku & other acounts from Japan. Man modtager en lille sød bog med posten, betrukket med stof og print. Og det er en virkelig interessant bog, med personlige beretninger, sjove historier, tegninger, guidet tur til japansk kaffe og et fint illustreret glossary. Men der er en ting ved bogen, der skuffer lidt. Jeg synes ikke den viser særlig mange sider af Japan, man ikke har set før, hvilket ellers lader til at være bogens mål. Man bider som læser specielt mærke i, at næsten alle de historier, der er skrevet af og omhandler japanske kvinder, er kvinder der fortæller om deres utroskab. Det er i de tre historier That Floating Feeling. That Floating Feeling II er egentlig den historie af de tre, hvor kvinden virker stærkest og som man lettest kan relatere til, hvor de andre fortæller om kvindernes usikkerhed. Disse kvinder er utro fordi de er usikre, og fordi de har et lavt selvværd. Det er fine historier, men de opfylder lige præcis det billede mange allerede har om japanske kvinder og det billede der bør varieres. For selvom dette stadig er et stort problem for mange japanske kvinder (og self. også for kvinder andre steder i verden) er der helt sikkert også historier om kvinder eller af kvinder, der viser dem fra en anden side og som mennesker og ikke, som her, kun fokuserer på deres relation til mænd og deres brug for bekræftigelse. Men der er i bogen også en rigtig dejlig fortælling, A Very Happy Life, der fortæller om en kvinde, der efter sin pension, vier sit liv til voldsramte kvinder, der har brug for et sikkert et sted, hvor de kan være i sikkerhed fra deres mænd. Her møder vi en rigtig stærk person, der oven i købet er ret bramfri, når hun beskriver sin vrede over systemet og til voldsmændene. Det er helt sikkert vigtigt, at sætte fokus på dette problem, men man gør det samtidig med, at man viser at en japansk kvinde også kan være stærk.
Men der tegner sig helt sikkert et tema omkring utroskab, også i Blind Alleys, der efter min mening er en virkelig mærkelig fortælling, der efterlader en med en meget mystisk følelse.
Der er også massere af historier skrevet af vesterlændinge, der bor i Japan, hvilket også fører til mange interessante oplevelser. Den første omhandler en vesterlandsk pige, der bliver befamlet midt i et lyskryds. Det resulterer i at hun giver ham en blodtud. Man kan helt sikkert føle med Sharon Moshavi og det er fedt at læse, hvordan hun ikke bare lader det stå til. Hun gør fuldstændig det rigtige ved at give ham den lærestreg. Men jeg kan heller ikke se, hvordan denne historie er specielt god til at nedbryde stereotyper. Faktisk er Moshavi måske med til at bygge videre på stereotypen om at vesterlandske kvinder, og kvinder i det hele taget, er hysteriske, ved at hun efter denne episode, må have mere drama ind i livet og derfor stiller sig op i småskændes med folk i banken. Så skulle hun hellere tage karate timer. Hvis de ville have brudt en stereotyp, skulle de have fundet en historie, med en japansk kvinde, der slog til og ikke tiede det ihjel. Det ville have brudt nogle stereotyper. Og det er sket. Men desværre sker det bare ikke nok. Søg på elevator girl på You tube og du vil finde en fantastisk video.
Derudover er der enormt dejlige historier, der er fyldt med hyggelig humor som Lunch Break og Life With A Bilingual Dog og den meget indsigtsfulde og foruroligende Father Hunters.

Kort anbefaling - Inari, Konkon, Koi Iroha

Fushimi Inari er forelsket i klassekammeraten Tanbabasahi, men da hun en dag kommer til at gøre ham til grin, nægter han at modtage hendes undskyldning. Inari er ødelagt og det bliver værre da hun finder ud af, at han er forelsket i deres kønne klassekammerat Sumizome. Da Inari før skole den dag redder, hvad hun tror er en hund, bliver hun senere gengældt, da en gudinde tilbyder at opfylde et ønske. Inari er dybt ulykkelig og udbryder, at hun vil være Sumizome. Det skaber store problemer og da gudinden prøver at gøre det bedre ved at give Inari en ny evne, risikerer de begge at komme på kant med selveste Amaterasu!

Det er en kort anbefaling, da det, som det tydeligt fremgår, er en sød lille historie om forelskelse og hvor galt det kan gå når guder blander sig. Og det fungerer fint. Men jeg bliver mere hængende, på grund af de omhyggelige tegninger, der er holdt i smukke farver.

Post-Conflict Potter

Voldemort er død og krigen er slut. Men hvordan skal troldmandsverdenen komme på fode igen? Hvordan skal man håndtere situationen? Hvilke reformer skal der til? Det giver muggle eksperter råd om i denne artikel. Super nørdet, men samtidig interessant læsning.

Sora no woto - Æv

Egentligt syntes så det ud til at kunne blive ret godt. Piger og kvinder i hæren, set fra et af yderpunkterne, hvor man ikke regner med at der sker noget. Der kunne være hyggelige stunder og det ville give mening at, der blev dannet en søsterfællesskab blandt dem. Derved ville der i kampscenerne stå mere på spil og man ville knytte sig til personerne. Man havde specielt ikke regnet med en historie uden nogen som helst mening og fremdrift, der bare udnytter tiden med moe scener. Det er næsten usmageligt at sætte det sammen med krig og kvinder der rent faktisk har et ansvar. Det er k-on i krig og det er virkelig mærkeligt.
Alle pigerne er set en million gange før og der går fuldstændig børnehave i den, når pigerne farer vild efter sommerfuglene i bjergene. Rio er de eneste, der er bygget op omkring det faktum at hun er soldat og så er hun også ældre. Hendes overordnede, Felicia, og deres forhold er til tider realistisk og godt, med en soldater-kammeratlig tone, samtidig med at de deler deres bekymringer, godt nok om noget, der ikke virker som en rigtig trussel. Det ville være fint at vise, at pigerne er forskellige og unge, og det ville være fint, med nogle afslappede scener, men helt ærligt. Det hele bliver bare udnyttet til at lave nuttede scener. Og størstedelen af afsnittene ikke giver mening.
Men specielt Felicias historie opsummerer den mærkelige sammensætning af krig og pop. Slutningen ville være rigtig fin, hvis det ikke var fordi at man ikke føler noget for den her verden og for de, åbenbart, evige amatør moe-piger, der ikke engang kan holde ordentligt på deres geværer. De udvikler sig slet ikke. Vi får i første og sidste afsnit små brudstykker af noget, der kunne være interessant, men det bliver aldrig udnyttet. Åbningsanimationen var ellers interessant, hvor karakterene bliver fremvist i en nærmest religiøs stil, med en seriøs tone, mens slutningen skriger moe. Så...mærkelig, mærkelig serie og det viser bare, hvordan moe klichéer bliver presset ind alle steder, og det er virkelig surt, når det er en serie, der egentligt burde handle om kvinder og piger med et stort ansvar er det ikke fedt, at denne animé udvikler sig til én af den dårlige slags, da den gør piger til tomhovede og naive .