Haibane Renmei

Jeg kunne ikke komme i gang med serien første gang, fordi Rakka's stemme blev lidt for meget. Men jeg bed det i mig. Med en meget udtænkt og med fuldt overlæg mærkelig tegnefilm, der alligevel prøver at tale til masserne med deres lidt kliché fyldte personer. Klaustrofobisk, er med et ord, hvad filmen er.

Den formidler miljøet godt. Men det er ikke rart.
Og selvom Haibane Renmei er rolig og "tryg" at se, er den ikke behagelig.
Selve historien er nok for mærkelig til, at jeg kan forklare den i store træk. Hvis man bare er en smule interesseret, skal man prøve at se den.

Rakka, hovedpersonen er en lidt kedelig person at følges med. Hendes er bare at ville hjælpe.
Hun er ikke en person i sig selv, men hun skal bringe noget frem i de andre. Hun virker mere en følelse end en person i serien.

Selve stedet hvor Rakka kommer til, er utroligt. Det er gennemført, og man tror på det hele. Der er tænkt over hver eneste detalje.
Slutningen var.... interessant. Og alligevel ikke. Der var ingen udvikling i hele historien, rent karakter mæssigt, og lige pludselig sker der en masse, man ikke forstår, men stadig kun med menneskerne omkring Rakka. Det kommer helt uopfordret og man fatter ikke hvad der er gået forud for det. Det bliver for sort og hvidt. For meget sort mod hvidt. Man føler bare, at Rakka ikke er så meget en person, at hun ville kunne fremkalde sådan en reaktion. Den giver ikke noget svar.

Jeg får det faktisk mærkeligt ved at tænke på den igen. Den sætter sig ikke i lang tid, men den er lidt foruroligende at tænke på. Den prøvede næsten for hårdt på at være ubehagelig til sidst, tog det sidste sikre fra os, men uden at ville noget med det. Der var ikke nogen mening med det.

Mad

Her kommer en meningsløs liste om min fascination af særlige madvarer!

Hindbærtærte - Jeg kan æde en hel selv.

Grøn te is - Jeg smagte Matcha latte på en Starbucks i Japan, og det var bare så stort. En smag jeg havde manglet. Har ikke smagt det siden. Suk.

Lakrids - Det er ikke til at forstå at nogle folk ikke kan lide det (det skulle da lige være hvis det er sød lakrids, hm). Eller nogle lande lever uden det. Specielt lakrids som Malaco Truly, salte fisk, mentos lakrids smag, og Panda lakrids.

Hindbær

Melon

Manju kager - smagte dem første gang på Mayajima øen. Nåede ikke at få nogle med hjem, selvom de var overalt på stationerne osv. Typisk.

"Japanske Jordbær kager" - jeg fik aldrig navnet på dem, da min far fik dem med hjem, men de havde en underlig smuldrende konsistens under et lag af noget lyserødt chokolade lignende noget der smagte af jordbær. Og inderst inde i kagen var der en lilla kugle der også smuldrede men var mere hård. Det lyder så sært, at jeg tror det er noget jeg har drømt.

Rød sodavand! Spækket med farlige stoffer. Woho...

Appelsiner

Yakitori chicken - smagte det første gang, da en gadesælger havde det udenfor sit hus. Det er fantastisk.

Ramune - Jeg tror faktisk jeg første gang smagte det i slik.... men siden fik jeg købt nogle flasker. Det er dejligt med noget der ikke er for sødt.

Pocari Sweat - Måske skal man bare tage navnet seriøst. Tankevækkende, at det faktisk smager af sved.

Jordbærkage - dem med jordbærene ovenpå, med gelé udover.

Japansk svine sauté

Bedstemors frikadeller - De kan ikke slås.

Avocado på toastbrød

Æbleflæsk - Jeg synes (som alle andre TV kokke i landet) at vi skal tilbage til vores rødder, for der er virkelig meget af det, der smager virkelig godt.

Stegt flæsk

Culotte steg

Fransk lagkagestang

Ris á la mande

Når jeg får fat på en argurke pepsi, skal den muligvis også på. Der er så meget mere at udforske.

Sukiyaki


og meget mere. slut for mærkelige liste der kun kommer, når man er sindssygt sulten.

Jeg har aldrig gået ind for dyr i tøj.....

Men den ser bare så glad ud! I love you animal....

Yotsuba!

Jeg elsker Yotsuba. Hun har en eller anden skæv humor, blandet med nogle voksne ord hun har lært som hun bruger i underlige sammenhæng. De har virkelig fået skabt en sjov type, der samler og tænker over de mest underlige ting. Hun er ikke nuttet på den normale lille pige måde, men som et mystisk og både klogt og ret dumt barn. Og så er der bare den enkelthed i serien, "vi tager det dag for dag" følelsen. Det hele bliver så enkelt som i et barns øjne, og det er ret afslappende.

:]

Robin Hobb - Farseer Trilogy

Advarsel: Mille fra 2008 er så overvældet over Hobbs evner, at hun ikke selv kan skrive ordentligt! Sorry!
Jeg blev færdig med en serie for noget tid siden. Robin Hobb - Farseer Trilogy. Jeg faldt faktisk for bog coveret, hvilket måske er ret overfladisk, men det vælter bare rundt med fantasy bøger, og den første bog Assassins Apprentice sprang mig bare lige i øjnene. En utrolig barsk, følsom og meget intelligent serie, med et kæmpe, gennemtænkt univers. En serie der har gjort enormt indtryk. Robin Hobb er nok den mest fantastiske forfatter jeg har stødt på indtil nu, for hun kan blande lige dele utrolig gennemtænkte, snu og udspekulerede dele af historien med voldsomt indgriben fra skæbnen. Man kan aldrig vide sig sikker.

*SPOILERS!

Det er utroligt hvor mange bøger, og hvor mange "verdner" folk går rundt med inde i hovedet og skaber en lang historie til. Ofte bliver de lidt ens, og jeg syntes også at den første del var noget jeg ligesom havde set før. Jeg ved jeg ikke kan lave en virkelig god "anmeldelse" af den her serie, men jeg vil prøve at lave den med de følelser jeg nu havde for den her bog, lige meget hvor forvirrende det så må lyde.

Hovedpersonen Fitz Farseer er virkelig en person jeg godt kan lide, og man begynder at føle mere og mere med ham. Han er en følsom person, uden det bliver for meget, og der er noget meget ærligt omkring de ting han nogle gange må indrømme overfor sig selv. Samtidig med, at han kan gå berserk på en slagmark. Man bekymrer sig ikke særlig meget for hans forhold til Molly, og man er lidt ligeglad med hvad der sker, for som sagt, Molly er en af de der "fantasy" piger der har en ret irriterende rolle, og de minder bare så meget om hinanden. Molly virker hele tiden ude af stand til at forstå hvad der foregår omkring hende, og det er som om hendes rolle i den her bog er at være irriterende og misforstå hele tiden, og i det hele taget ret humørsyg. Men der er faktisk to gode roller som Kettricken og Patience, der virkelig har noget anderledes at byde på. Specielt Patience får mig til at smile.

Men det er en virkelig god serie indtil videre, og med de mange bøger og den følelese af noget større for denne hovedperosn, glæder jeg mig til de næste. Jeg kunne nu godt føle det gik lidt for stærkt, for jeg får det lidt tomt indeni, når jeg føler jeg ikke længere helt forstår min hovedperson da han pludselig er vokset for meget ind i et område jeg ikke kan relatere til, på så kort tid, også fordi det med år i fantasy, ikke bliver beskrevet præcis nok.

Noget af det smukke i serien, er relationen til dyr. Jeg kunne virkelig godt lide den respekt der var mellem menneske og dyr, og det broderskab der foregik mellem dem.Der er mange nye former for "magi", et lidt tamt ord for de ting der bliver udøvet i disse bøger, da det har en meget naturlig måde at fungere på. Der sker mange ting, hvor man senere ville se tilbage og tænke det var lidt for meget, og hvordan kunne det dog gå til, men med hjælp af den meget troværdige magi der findes, bliver det meget mere troværdigt.Der er mange store sideløbende problemer i The Six Duchies, som Forging der skal kæmpes imod og skumle planer bag murene på Buckkeep castle. Og det er spændende at se en myte og noget Six Duchies historie blive bygget op, omkring en person som Fitz man kender så godt, og som på mange måder er så ufarlig. Man bliver såret, hver gang han bliver behandlet koldt på grund af hvem han er og man mærker hvor såret han kan blive, og hvor glad han bliver for den mindste venlighed. Det er svært at se på, hvordan han bliver brugt, en lille klog dreng, der skal gøre alt det beskidte arbejde, mens hans krop igen og igen bliver ødelagt for hans konge, uden nogen kan se de mange anstrengelser bag. Men man bliver samtidig frustreret med Fitz, for hans manglende evne til at sige nej og hans blinde loyalitet. Og det sidder man med hele vejen igennem. Men man mærker helt sikkert noget stort blive bygget op, og den første bog Assassins Apprentice er virkelig bare en lille forhistorie, føler jeg, for det nok den kedeligste af alle tre bøger. Men i de andre, begynder man virkelig at føle at det er en stor verden man er kommet ind i, og der bliver ved med at være ting at tage fat på. Fool er en meget interessant personlighed, og alle udvikler sig mere og mere, mens man bliver ved med at sidde med spørgsmål i hovedet omkring hvem han er og hvad han vil. Fool og Fitz forhold er meget anderledes men det er skabt på en smagfuld måde, og alt hvad der har med det at gøre går meget stille frem, og er på en måde utroligt stærkt og meget fint. Begge udskud lærer hinanden at kende som børn, og senere udvikler deres venskab til mere end bare gåder som Fool kaster ud i luften for så at forvinde. Fitz vinder hans venskab, og Fool har store planer for dem, som man bliver ved med at tænke over.

Jeg har lyttet til den samme CD mens jeg læste hele serien, Tales From Earthsea (flop af en anime, men fantastisk musik), og den Cd vil nu aldrig kunne være andet end soundtracket til Robin Hobb's Farseer Trilogy.

Japanske Tegneseier- Ekstrem Shoujo

Så er jeg nået til ekstrem shoujo stil. Som jeg kalder den, fordi der er rigtig meget shoujo jeg ikke har noget imod. Noget af det kan være lidt kedeligt, men helt naturligt og bare sødt, uden den mindste tendens til otaku eller fanpige tendenser, der ikke har noget at gøre i serier til piger i den alder. Det er der tilgengæld i den ekstreme shoujo stil. Jeg har lagt mærke til, at den tit udspringer i blade udgivet til 12-13 årige. Og det er det mest skræmmende.

For i mange af historierne er det skam 12 årige hovedpersoner, men det er bare ikke et helt naturligt miljø de er i. Det omhandler tit hovedpersonen, der skal iklædes alverdens kjoler hele tiden, som en anden dukke. Det er noget af det eneste hun skal være. Jo vent, derudover skal hun være: lille, fin og uskyldig. Hun skal helst ikke tænke særlig meget, hun skal være nuttet, klodset og lidt af en "airhead". Og hun skal være glad hele tiden. Men der er ingen humor, udover når hovedpersonen falder eller går ind i en væg.
Den uskyldighed hun har skal der selvfølgelig spilles på, og en masse tabuer skal tages op. Det hele er bare kvalmende vammelt, og det er pakket ind som en helt almindelig 12 årigs liv, måske med noget magi involveret, der gør hende til en popstjerne. Stjernedrømmen findes også i nogle mindre ekstreme shoujo serier, men det er i det mindste uden at skulle køre på de små pigers uskyldighed hele tiden.
TiIbage til den eksreme serie:Ja, hovedpersonen er stadig dum og klodset og voldsomt nem at manipulere rundt, og drengen hun kan lide, en desværre ret kendt type dreng i den her stil, er en kold og led dreng, der ved han ser godt ud og skal lege med hendes hjerte, og hele tiden se hvor langt hendes hvalpede kærlighed kan gå. For det hele handler om kærlighed i disse serier. Det er det eneste den unge "heltinde" tænker på.
Og jeg forstår ikke, hvordan sådan en historie kan være så populær? Hvorfor vil andre piger se en pige blive trukket rundt af en dreng, der inderst inde er led, men som også viser hvor dumme disse piger er, og hvor lidt mod de har til at sige fra? I mit hoved giver det ikke mening, men mange fanpiger sværger til disse typer. Så jeg synes det er virkelig sørgeligt at små 12-årige piger skal læse det her, og tro det er sådan man skal være som pige. Dum, airhead, nuttet, klodset. Drenge skal få lyst til at beskytte dig. Næsten alle piger i den ekstreme genre er altså bygget op over den samme person. Hun drømmer om at blive idol eller at vinde den koldeste dreng på skolen, ved at gøre en masse umulige forsøg, og han elsker at se hende fejle. Hans karakter er igen bygget op over en kliché som mange af pigerne er. Enten det, eller hun er utrolig populær, da hun undergår en forvandling og hun er så sød og uskyldig i hendes lille dukkekjole, og der er pludselig mere end en bejler der gerne er et par år ældre end hende. Det kan ikke være meningen at unge 12-årige skal vokse op med idéen om, at de skal leve op til denne kliché og det skræmmer mig, hvis det påvirker dem for meget. Og til de ældre, der læser det. Hvorfor?!

Så jeg synes man skulle få det delt op, så de to slags serier, den ene slags der faktisk kunne være noget 12 årige kunne læse, ikke fordi det er specielt udviklende at læse om en der "puf" blev popstjerne, men uden alt det halvforskruede, og så kunne otakuerne og fanpigerne få deres eget, hvor de kunne leve deres forskruede kærlighedshistorier mellem 12 årige og 16 årige ud. For det underlige er, at andre typer shoujo, der går for at henvende sig til de lidt ældre piger, er meget mere ærlige og udviklende og samtidig sjove (!) og respekterer pigerne som andet end bare dukker, og de ikke bare som en naturlov er glade altid. Jeg glæder mig sådan til at se hvilke historier der dukker op i den efter min mening gode genre, nu da der er så mange ting der allerede er ved at ændre sig i Japan. Jeg håber på at se flere menneskelige, gennemtænkte, unikke karakterer i den gode shoujo stil. Man ser det, som jeg vist har skrevet et andet sted, mange andre steder i manga, og man ser flere og flere dukke op. Jeg håber på serier der kan vise folk der tør være sig selv, tager emner op, der faktisk har noget med den virkelige verden at gøre, og det at være pige ikke bare handler om at sidde i en fin lille kjole og være nuttet. De unge piger har brug for den slags serier, ikke en kliché at efterleve.

Mit syn på japanske tegneserier. Del I

Jeg bliver bare ved med at have problemer med den overskrift....
Jeg lægger hårdt ud! Alt det her er noget jeg har tænkt meget længe på. Siden jeg begyndte at læse 'manga' faktisk. Siden jeg begyndte at se Japan som det spændende land det er, men med gode og dårlige ting. Man bliver nødt til at tage det hele med. Ikke bare det eksotiske ved Japan, men også det der ikke fungerer. Jeg holder meget af nogle japanske tegneserier og store dele af Japan, men jeg er også kritisk og jeg vil vel bare vise en anden side af fans af (nogle) japanske tegneserier.

Jeg kan vist lige starte med at sige, at jeg bruger det lange 'japanske tegneserier' i stedet for ordet 'manga', da jeg bare aldrig har kunne tage det ord seriøst. I mine ører lyder det som en lidt mystisk frugt. Heldigvis for mig bliver ordet 'manga' ikke brugt mere i så stor grad i Japan, da 'manga' langsomt er ved at blive skiftet ud med 'comics'. Så selv i Japan begynder engelske ord at udskifte andre!

Min begyndende kritiske tilgang til japanske tegneserier startede tidligt, for ca. 8 år siden. I starten kunne jeg ikke se det fantastiske i tegneserierne, da de blev hypet op til noget de ikke var og fanbasen kunne jeg slet ikke relatere til. De var overgearede og så besatte af personerne i serierne. Japan selv blev et land, der for mig blev forgudet af hysteriske fans, uden den mindste baggrundsviden. Og det irriterede mig meget med denne massehysteri. Da jeg endelig fandt en mindre populær serie fandt jeg ud af, at der var noget ret specielt over det. Ikke serien i sig selv, der ikke var noget specielt, men det var den kunstneriske ambition, der lå i tegningerne og de lange historier. Og i landet de kom fra, var det at tegne og blive påvirket af andre folks tegneserier noget helt normalt, som med bøger. Det var ret interessant.

Jeg prøvede at grave nogle flere serier op, for at se om der var noget anderledes et sted, men der var ikke mange i Danmark på det tidspunkt. Efter at have læst serierne kunne jeg mere og mere mærke, hvordan alle de serier jeg kunne få fat på, var for fan-pigede til mig. Faktisk sad jeg med en irritation over de konstante ubehagelige klichéer om skønhed og halv-dumme piger eller klichefyldte drenge. Jeg følte, at der måtte være mere dybde i et medie som dette. Så jeg håbede på noget andet, og heldigvis dukkede der serier op, der viste mig, at det hele ikke var sådan. At alle japanske tegneserier ikke kun er 'ekstrem shoujo' og kæmpe øjne eller mecha og drenge på randen af et sammenbrud, som begge er triste klichéfyldte karakterer.

Da meget af det der blev 'hyldet' er og var noget jeg virkeligt ikke kunne stå inde for og det var virkeligt noget der satte sig fast i mig. Jeg kunne og kan godt forstå at der bliver set med meget skepsis til nogle serier, som de yngre unge læser, hvilket jeg vil komme tilbage til i et andet indlæg. Der var og er meget og mange jeg ikke vil sættes i bås med, og jeg håber på at kunne vise at der findes folk, der interesserer sig for Japan, men ikke er forblændet og hysterisk og tør være kritisk. For kritisk vil nogle måske mene. Jeg reagerer meget på klichéer og kedelige tendenser, der går igen i populær kulturen og prøver at se, om det kan kædes sammen med andre tendenser i samfundet. For mig er tegneserierne et blik ind i i den japanske kultur, ved at læse det de læser, der eller umiddelbart ville være svær at komme til. Det afspejler strømninger i kulturen, der er værd at se nærmere på. Det er nemlig ikke blot tegneserier, hvilket både er spændende, men også skræmmende. Det er et medie, der har en meget stærk indflydelse i dets hjemland, da det har et meget større publikum og bliver taget mere seriøst end herhjemme. Dermed kan jeg også tage det seriøst som et medie og dermed kritisere det. Jeg ser meget på, hvordan de kan påvirke læseren.

De serier der går mig rigtig på, er ikke de søde serier som piger skal have lov til at læse, om skole, kærlighed, veninder osv. Der er serier, som jeg kalder 'ekstrem shoujo', som jeg ikke tror har en god indflydelse på unge piger i 11,12, 13 års alderen og det er foruroligende at unge piger vokser op med så perfektionistiske serier, som jeg egentlig har svært ved at se hvilken gruppe de hører til. Ældre unge læser dem og hyper dem, men de er lavet i en tegnestil for 11-12 årige med 11-12årige i hovedrollen, men med en totalt perfektionisme over sig. Mere om det i et andet indlæg.

Og undskyld til vores fan-klan herhjemme som jeg som sagt desværre absolut ikke har lyst til at sættes i bås med, for det er frustrerende at kæmpe imod sådan et stærkt cosplay, skrigende af fryd og katteøre-bærende teenage image, som mange, der interesserer sig for Japan bliver sat i bås med. Og så fordi mange af de førnævnte serier bliver hyldet i disse kredse. Når der kommer guldkorn fra de yngre fans som: 'Vi elsker manga, fordi piger kan være piger' Den skær lige ind i hjertet på en efterhånden gammel kritiker som mig, da jeg synes at problemerne med mange af de serier der bliver læst i disse kredse, er at pigerne og kvinderne er meget klichéfyldte, ligesom en del af de mandlige roller også er det. Der er ikke en kritisk mine overfor Japan og tegneserierne, der kommer fansne. Alt er godt og alt er fantastisk, hvis det kommer fra Japan. Og det skræmmer mig. Men altså, undskyld.

Derudover har jeg hørt en del "ældre" manga fans sige at nutidens tegneserier ikke er specielle nok, fordi de er populære udenfor de lukkede kredse. Jeg er derimod helt ligeglad med hvor mange andre der læser Bleach, eller hvor meget opmærksomhed serien får, for det ændrer ikke på historien. Det handler ikke om undergrund, men kvalitet! Og desuden må der være en grund til, at en serie som den er blevet så stor.Det gælder også serier som Naruto m.m. Jeg læste om den sejeste udenlandske sekretær i Japan, der ikke interesserede sig ikke for tegneserier, men Bleach havde ramt hende lige i hjertet og det var bare fuldstændig ukrukket og uhysterisk. Det må da vise, at sådan en serie har noget specielt at byde på, også for de der ikke er indlemmede i de hardcore fan grupper, noget jeg helt sikkert ikke føler mig.

Den begyndende ligestilling i japanske tegneserier er noget af det jeg fokuserer mest på, fordi det begynder at vise sig, mere og mere. Og det er virkelig fedt.

Men foruden ekstrem-shoujo, der bekymrer mig på yngre pigers vegne så er den masseproducerede 'otaku'- og pop kultur idé om, hvordan en pige (eller dreng) bør være, noget der går mig på.

Nu når man underholdningsindustrien prøver at lave skæve typer så er det ofte alligevel på den samme lidt kontrollerede måde. Det er bare er blevet til en kolossal kliché.De lader til at skulle være enten en nuttet 'kawaii' pige med trutmund eller den traditionelle underdanige, triste "bærer af en stor byrde og sorg" oldschool kvinde. Dertil kommer den nye 'tsundere' i form af Haruhi Suzumiya, en diktatorisk high school pige, der kan gøre og sige, hvad hun vil fordi ingen gidder eller tør sætte sig imod. Og det bliver hyldet?. De samme klichéer bliver genbrugt igen og igen, specielt i animéer, der egentligt kunne have været gode, men i sidste ende tyr til det kedelige otakuerne vil have. En nuttet hovedperson, der er klodset og en pigegruppe af forudsigelige typer, man hurtigt kan elske. Men jeg ser heldigvis en begyndende ændring.
Så...Japanske tegneserier er blevet en helt naturlig del af min hverdag som et medie til at undersøge strømninger, samtidig med at det både kan være inspirerende og frustrerende, da der er noget der er fantastisk og andet jeg absolut ikke kan stå inde for. Men det er blevet fast for mig at tænke i baner omkring, hvad det mon fortæller om det japanske samfund..