Mushishi

"Otherworldly , deformed, grotesque beings, far from mundane plants and animals.... These beings came to be known collectively, with fear and respect as "Mushi" "

De fleste mennesker kan ikke se Mushi, og tror ikke på dem. De der kender til dem, frygter dem, på grund af deres evne til at påvirke næsten alt omkring og i mennesker. Der findes dog de såkaldte Mushishi, personer der kan se, tiltrække og kommunikere med Mushi, og derved hjælpe mennesker der er påvirket af Mushi. De fleste Mushishi er ikke bange for Mushi, men mener stadig de er skadedyr, der skal holdes nede.
Ginko er en Mushishi med en anden opfattelse: "Mushi is a group og things that make up the world, nothing more, nothing less". De prøver som alt andet levende, bare at overleve, og de går ikke bevidst efter at skade folk.
Som alle Mushishi rejser Ginko rundt i noget, der ligner et historisk Japan, og efterforsker de mystiske Mushi fænomener, og tegnestilen er med til at sætte en speciel stemning. Det virkelig interessante ved serien 'Mushishi' er historierne, der emmer af sære, gamle folkeeventyr og vandrehistorier, der helt logisk til sidst kan forklares ved Mushi. Det gør, at man, hvis man læser længe nok ad gangen, bliver suget ind i en verden af Mushi, og det giver helt mening at disse næsten bakterie-agtige væsner skulle eksistere og påvirke os på de mærkeligste måder. Det skaber en rolig og naturlig distance til de meget sære historier, når vi sammen med den afslappede Ginko rejser rundt, for at forske i Mushi i stedet for at udrydde dem.

Conveyed in the Media

Endelig et andet sted, der rent faktisk kikker på den store indflydelse TV og tegneserier har haft på kønsrollerne i Japan, selvfølgelig specielt pigernes, da drengene har lidt mere frit spil. "The Japanese Mind", som jeg allerede har skrevet om på siden, nævner det i deres kapitel "Ryōsaikenbo - Good Wives and Wise Mothers"sætter fokus på det pres, der har været, måske stadig er der, på japanske piger, både fra hjemmet og fra andre medier som TV serier og tegneserier. Et emne, jeg ikke har set i særlig mange af de større værker om japansk kultur og samfund.

Her er en del af stykket:
"Women appear in supporting roles with long hair, big eyes, ideal proportions, and glamour, as the hero's girlfriend ot to nurse the weak. Men's expectations of women, that they should be obedient, kind, and pretty are directly influenced by these programs. The image of manliness and womanliness is conveyed directly to children by such media"

Man kan til tider føle, at det faktisk er serierne direkte rettet mod piger, der giver dette indtryk, og ikke i helt så stor grad serierne til drenge, som teksten her foreslår.
Jeg må sige, at mit indtryk er, at japankse drengen har mere frihed til, at være på forskellige måder, men piger stadig sidder fast i boksen, det ideelle "girlish" som alle lidt forventer, eller helt ovre i den anden boldgade som drengepige, der er blevet de to valg og syn på piger man har. De mere nuancerede og forskellige måder at være på, at piger kan se ud over boksen at være pige, men også se sig selv mere som et helt menneske og handle derefter, mangler stadig, at blive accepteret som helt"normalt" og naturligt af hele samfundet, der stadig hælder til den gamle idé om, hvordan en japansk pige, eller piger i det hele taget bør være. Men det går meget hurtigt i den rigtige retning, og der hvor jeg mener man ser det først, er i selv samme medie, nemlig i noget TV og nogle tegneserier. Så det er både med til, at påvirke, med de ældre meninger, og de nye programmer, hvor skaberne mærker, hvad der er ved at ændre sig i samfundet, blandt de unge, og de udsender disse meninger i deres serier, som igen påvirker de unge mere, fordi de kan nikke genkende til det, og sådan fortsætter det. Dog er der stadig meget nyt shōjo der, efter min mening, sidder fast i en mærkelig tidslomme, og ikke vil give slip på den gamle tankegang, og de er med til at køre den gamle spiral videre.

Rurōni Kenshin

Det er en af de serier man bare skal igennem, både på grund af dens kæmpe succes og derved støre betydning for moderne Japan og på grund af den historiske tid serien udspiller sig i. For selvom mange hoved og bipersoner er fiktion, er samfundet de bevæger sig rundt i meget virkeligt. Hovedpersonernes historie og deres personlige udvikling, påvirkes stærkt af Meiji periodens forvirring og skift, der for nogle var længe ventet og for andre var det starten på undergang.

Rurōni, vagabonden, Kenshin's personlige historie er nogenlunde interessant gennem denne lange serie. Han er fabelagtigt med et sværd, og han bruger det kun til det gode, men ingen kan udfordre ham og det gør, at man længe keder sig lidt, med de mange forudsigelige kampe, med mange, mange ens skurke, hvor man ved, at Kenshin selvfølgelig vinder. Kenshins venner kan næsten ikke hjælpe på nogen måde, kun ved mindre, kedelige kampe, da alle blegner i forhold til Kenshin og den liga han spiller i, men det er synd nu når der fx er en pige, der kan bruge et sværd, ville jeg også ønske jeg kunne se hende i en mere aktiv rolle som støtte, end bare lettere opfarende og bekymret. Hvis det hele kom ned på mere dødeligt plan, tror jeg også Kenshin's kampe ville blive mere interessante. For det er ikke kun hans styrke der gør ham til en legende, for da vi møder ham er han en helt ny kriger, da han ikke slår ihjel, hans sværd er slet ikke i stand til det, og da han kun kæmper for at beskytte, og det er det, der er interessant ved ham.

Hvis man lige skulle runde tegnestilen, som for nogle udgør en stor del af en series karakter, er jeg personligt ikke så glad for mændenes skulderpuder og lange hager, og Kenshins ansigt er meget, meget petit i starten, men heldigvis ændrer det sig lidt gennem serien. I animéen er stilen blevet lidt mere rolig (det hjælper meget at skulderpuderne og hagerne er væk), at se på, og det passer godt til serien. Stilen bliver endnu mere realistisk og mørk i serien Samurai X, der tager sig af den del af Kenshin's historie, der går forud for TV serien, og tegneserien.

Til sidst i serien var det meget spændende, og længe ventet, at få at vide hvad, der skabte denne Kenshin, der kun trækker sit sværd for at beskytte, og ikke vil slå ihjel, når man hører om hans gamle jeg, en der villigt slog ihjel efter befaling. Den sidste del af serien er tragisk på den gode gamle japanske måde, men det passer helt ind, og det virker ikke som et billigt trick, som det ofte kan blive. Serien slutter, og man er tilfreds.

Moustache Mug!

Beacuse moustaches mean: Style!
Beacuse moustaches mean: Business!
Beacuse moustaches mean: Power!

Hvordan kan man ikke lade sig overtale?! Endelig kan jeg få det overskæg jeg fortjener!

100 kr. well spent!

Nanaco Robin

Aya Nakahara, tak for de mange dejlige tegneserier. Hun har gjort det igen. Selvom der for mig ikke er noget der kan overgå Lovely Complex, så er Nanaco Robin en serie der gør mig rolig. Jeg bliver rolig, når jeg tænker på, at der er nogle piger der læser Nakahara's nede på jorden og sjove (virkelig) serier. Der findes jo, som jeg mange gange før har skrevet, så mange hysteriske og perfektionistiske shojo, tegneserier til yngre piger, og som jeg (også) har skrevet før, så er der mange af dem der er virkelig langt ude, og giver piger helt forvrængede indtryk af, hvordan de skal være. Jeg håber flere vil tage Nakaharas stil op, med stærke og sjove heltinder og helte og bipersoner med masser af personlighed.

I Nanaco Robin møder vi i drengen Konatsu, meget af den sure-dreng der er i mange shojo serier, hvor pigen altid skal prøve at gøre ham tilfreds. Men Aya er bare god til, at gøre sine karakterer troværdige, ved at give dem mærkelige vaner, mange sider og ved at "drille" dem lidt. I serien her, er heltinden, Nako, ikke en kærligheds syg teenager, men hun er vist bare... en blandemaskine og et godt menneske. Der er intet påtaget over denne serie og den er helt nede på jorden, og det er virkelig rart. I Aya's historier er der meget mere udvikling end bare den evige higen efter nogen, og det er virkelig rart. Og så er der da også kærlighed, men på små overraskede måder. Fin serie til piger, men intet slår Ōtani og Koizumi.

Mere Ghibli

Der kan jo ikke skrives noget om Ghibli der ikke er skrevet før, men her kommer en til lille liste, med nogle få af de virkelig mange Ghibli film.


Nausicaä of the Valley of the Wind
Som med alle de største Ghibli film, rørende, særpræget og meget smuk. Skurkene i filmen er ikke gennemsyrede onde, men de er bange for naturen og det ukendte, og mest af alt, at se problemerne i øjnene. Man får dårlig samvittighed, men samtidig viser den også, at det kan laves om. Hvis den blev lavet nu, i klima krise tiderne, ville det måske virke for oplagt at lave en film om det emne, men Nausicaä of the Valley of the Wind blev lavet for 20 år siden.






Laputa - Castle In the Sky
Jeg må sige, at det indtil videre er en af de ghibli film jeg glemte hurtigst. Den har ikke helt de stærkeste eller mest originale karakterer, men filmen har sin egen stil og sin egen kultur, og en skjult civilisation, eller resterne af en, er jo altid spændende. Specielt robotterne blev ikoniske for filmen (der var lang kø for at få taget sit billede foran én ved Ghibli Museet), og det kan jeg godt forstå, for de bragte et eller andet specielt til filmen.







Kiki's Delivery Service
Filmen foregår ikke i en mystisk fremmed kultur, eller Japan, men byen Kiki befinder sig i, virker faktisk meget bekendt. Det føles som en by i Skandinavien og Miyazaki har fået det bedste frem i sådan én, og man kan genkende nogle bindingsværkshuses baggårde og bylejligheder. Der går også historier om, at Miyazaki tog en tur til Gotland for at finde inspiration. Så udover et vildt hyggelige og trygge miljø, er historien god på mange niveauer. Der er noget sjovt, men der er også nogle dybe samtaler, om hvem man er, og hvor meget man skal kunne klare alene, fx i den rigtig gode scene hvor Kiki og Ursula, en kunster pige, taler om hvordan man kan få blokeringer og miste troen på sig selv.




Tales From Earthsea
Hayao Miyazaki lavede om på historien i Dianne Wynne Jones' Howl's Moving Castle, og det er lige før jeg bedre kan lide hans version end bogens. Men han ændrede ikke for meget. Det har sønnen Goro Miyazaki tilgengæld gjort med Tales From Earthsea af Ursula K. Le Guin. Der har nok været for store forventninger til sønnens film, og Tales..... er også noget af en historie at lægge ud med.

Da jeg så filmen første gang var jeg ret forvirret ved slutningen. Efter at have læst den fabelagtige bog, fandt jeg ud af, hvor meget der faktisk var blevet ændret. Arren er i filmen en fader-morder og et vrag.

I den originale historie opsøger han Sparrowhawk for, at hjælpe hvis han kan, og han er en støtte gennem deres færd. Arren's vilde personlighedsforstyrrelse i filmen, gør, at resten af filmen går længere væk fra originalen. I filmen er Therru på alder med Arren, i den originale er hun en del år yngre, og deres veje krydses kun kort. Jeg forstår ikke hvorfor Arrens personlighed skulle ændres. Jeg kan godt se, at det ville være dejligt, at få Therru's historie med, men det fungerer bare ikke. Og så er der små, men vigtige svipsere som Tenars hår, mørkt i bogen, en stor del af hendes personlighed, der er blevet lys. Hvorfor?
Så historiens rodede omskrivning fungerer desværre ikke, men for at rose den lidt, må man sige at Goro Miyazaki's version af Sparrowhawk virkelig bærer den forvirrende film, og han er virkelig troværdig og genkendelig. Musikken er på et helt andet niveau end filmen, og det er lige før man kan sige, at filmen ikke lever op til musikken.

Only Yesterday
Efter min mening en af de bedste Ghibli film, når det gælder den realistiske og stadig sjove skildring af livet i hverdagen. Stilen er meget anderledes end de populære ghibli film, de fleste af dem, som Miyazaki står for. Isau Takahata instruerede filmen og den er lidt af en genistreg. Den er virkelig, virkelig god. En kvinde bor i Tokyo og arbejder til dagligt på et kontor, men hun har startet en ordning, hvor hun hver sommer tager ud på landet, hvor hun hjælper til med, at plukke farvede blomster og farve stoffet. Her tænker hun tilbage på sin barndom i 60'erne i Tokyo (det i sig selv er ret interessant). Man får et fantastisk indtryk af hende og hendes barndom gennem små klip, og nogle er mere alvorlige end andre. Samtidig ser man hende ude på landet, hvor man virkelig kan mærke roen sænke sig. Filmen er utrolig unik, med musik fra Ungarn der spiller i en lille bils radio, og alle de unikke barndomsminder. Menneskernes ansigtsudtryk er der virkelig tænkt over, og de passer perfekt sammen med stemmerne, og det gør at hele filmen virker hel, troværdig og meget vedkommende.

Solanin

Meiko og Taneda starter deres "voksenliv", og føler sig allerede udmattede. Meiko er ung, men føler sig allerede fanget på et kedeligt kontor, og Taneda stresser med små illustrationer for reklamebranchen. Hvad vil de i livet? Det er emnet i Solanin.

De siger deres job op. Taneda mødes med sine gamle band kammesjukker og vil lave en ordentlig sang de kan bryde igennem med, og Meiko er bare glad for friheden og Taneda's energi. Deres liv bliver uforudsigeligt. Og det bringer både gode og dårlige ting med sig.

Meiko, Taneda og co. er mennesker man kan relatere sig til. De virker som unge voksne, der nærmest er overraskede over at være end hvor de er og hvad de vil, men de store emner bliver taklet med humor og varme. Men valg, der, selvom de skal symbolisere "forvirret ungdom", bliver for åndssvage og dumme, og kan ikke undskyldes med, "at de er unge". Det er et klart minus, og det får ungdommen til at fremstå lidt for sløv.
Historien er rolig men uforudsigelig og det gør Solanin til en stærk kort serie, som ikke har nogen masterplan eller færdig afslutning, men den vil bare fortælle en historie fra livet. Filmatiseringen af Solanin udkom i Japan i April med numre fra Asain Kung-Fu Generation. Det bliver spændende at se hvordan det er blevet.