Society 6

society6.com - En spændende side, hvis man søger noget godt til sin væg.

Rayman Origins - Igen!

Så blev det jul - og nogle dejlige mennesker gav undertegnede Rayman Origins i gave! Som skrevet i et tidligere indlæg var jeg ikke så vild med den måde spillet blev præsenteret på, men efter at have prøvet en demo i multiplayer er al den kritik gjort til skamme. Det er ekstremt sjovt at spille med flere i de velfungerende og flotte baner, der på én gang skaber mulighed for rod, men alligevel med et flow. Jeg elsker det kaos det bringer at spille flere af gangen, når man på en gang er afhængig af ens medspiller, samtidig med, at man straks får lyst til at konkurrere. Farverne er klare, karakterene er festlige som altid og lydsiden og banerne er som i de gode gamle dage, før kaninerne, eventyrlige.

Tegl

fra The Selby

Mmm

billede fra Design Your Trust

Mindre praktisk iPhone case - læs lille artikel om vidunderne her eller køb via strapya world.

Levitating in Tokyo

Cool. Og Japan relateret! Flere billeder fra yowayowacamera.com.

Uniforms: Zen Buddhist Monks

Uniforms: Zen Buddhist Monk fra StyleLikeU.

A Geek In Japan

Kirainet er en spansk (og engelsk) hjemmeside, hvor Héctor García fortæller om sin store kærlighed til Japan gennem smukke billeder og anekdoter. Jeg faldt egentligt over siden, da jeg ledte efter en side på spansk, hvor jeg kunne teste mine spansk kundskaber. Det kan så siges, at de virkelig blev testet, men det er noget helt andet... suk.

Da han nu også har udgivet en bog "A Geek In Japan" måtte man da have fat i den. Jeg må sige, at jeg ikke helt forstår valg af titel i forhold til indholdet. Jeg havde nok regnet lidt med en bog, der mindede om hans blog, altså personlige beretninger, hvilket nok er min fejl - jeg ser ikke meget af hans blog i bogen. Bogen er langt hen af vejen mere en introduktion lidt mere hen af "A Week In Japan". Den introducerer læseren til Japan, helt fra bunden med mange sædvanlige temaer, man også kan læse om i diverse rejseguides. Men han gør det dog virkelig godt, skal det siges. Han får komprimeret det ned, så alt det vigtigste er med. Så hvis man intet kender til Japan er den her bog en virkelig god introduktion. Men hvis du allerede kender en smule til landet, er der store dele af kapitler, der hurtigt kan hoppes over, hvilket er lidt synd.

For det bliver først rigtig interessant når man får et indblik i de japanske virksomheders struktur, hvordan det sociale liv fungerer og kapitlet han kalder "curiosities and symbols". Her kan man virkelig mærke at García er en insider i det japanske samfund og det er virkelig spændende! Her kan man virkelig mærke at han er " A Geek in Japan". Men som læser sidder man stadig håber på flere af de rigtig indsigtsfulde, men alt for korte, beretninger og indblik, da det er dét man ikke hører i mange rejsebøger og bøger om japansk populær kultur. Jeg havde måske også rent visuelt glædet mig til at se nogle lidt smukkere billeder i bogen, som fx de der er på bloggen, men jeg må sige at bogens udtryk minder meget som så mange andre bøger som fx Cruising the Anime City: An Otaku Guide to Neo Tokyo, der har samme poppede udtryk, hvilket er fint, men der er blevet sparet på de smukke billeder fra Kirainet. Men rigtig fin bog, mest på grund af de mange gode pointer og observationer. Og for flere lækre billeder må jeg prøve at få fat på bogen "Momentos" af samme forfatter, der ser ud til at være meget mere i bloggens ånd.

Farver og gråtoner

af Anne Sofie Madsen via. City of Skies

fra (desværre, den er smuttet, men sikke et outfit )

fra dieline

fra hardtoexplain

fra dieline

fra streetpeeper

blåt og blåt

når det kommer til farve, kan man vist ikke komme uden om voldsomt farverige Tokidoki, om det så er pænt er måske en anden sag...

blå ungdom - tokyo fashion

fra candyblog

fra inspiremenow

pantone kager.. umm?

fra bungalow 5

Der manglede lidt farver på bloggen, så der blev dømt billedstorm!

Kuhaku & other accounts from Japan

"Sixteen stories and essays written by different writers destroy the many stereotypes about Japan and reveal a complex nation that makes both a facinating and frustrating home."

Det lyder jo spændende, når man læser om bogen Kuhaku & other acounts from Japan. Man modtager en lille sød bog med posten, betrukket med stof og print. Og det er en virkelig interessant bog, med personlige beretninger, sjove historier, tegninger, guidet tur til japansk kaffe og et fint illustreret glossary. Men der er en ting ved bogen, der skuffer lidt. Jeg synes ikke den viser særlig mange sider af Japan, man ikke har set før, hvilket ellers lader til at være bogens mål. Man bider som læser specielt mærke i, at næsten alle de historier, der er skrevet af og omhandler japanske kvinder, er kvinder der fortæller om deres utroskab. Det er i de tre historier That Floating Feeling. That Floating Feeling II er egentlig den historie af de tre, hvor kvinden virker stærkest og som man lettest kan relatere til, hvor de andre fortæller om kvindernes usikkerhed. Disse kvinder er utro fordi de er usikre, og fordi de har et lavt selvværd. Det er fine historier, men de opfylder lige præcis det billede mange allerede har om japanske kvinder og det billede der bør varieres. For selvom dette stadig er et stort problem for mange japanske kvinder (og self. også for kvinder andre steder i verden) er der helt sikkert også historier om kvinder eller af kvinder, der viser dem fra en anden side og som mennesker og ikke, som her, kun fokuserer på deres relation til mænd og deres brug for bekræftigelse. Men der er i bogen også en rigtig dejlig fortælling, A Very Happy Life, der fortæller om en kvinde, der efter sin pension, vier sit liv til voldsramte kvinder, der har brug for et sikkert et sted, hvor de kan være i sikkerhed fra deres mænd. Her møder vi en rigtig stærk person, der oven i købet er ret bramfri, når hun beskriver sin vrede over systemet og til voldsmændene. Det er helt sikkert vigtigt, at sætte fokus på dette problem, men man gør det samtidig med, at man viser at en japansk kvinde også kan være stærk.
Men der tegner sig helt sikkert et tema omkring utroskab, også i Blind Alleys, der efter min mening er en virkelig mærkelig fortælling, der efterlader en med en meget mystisk følelse.
Der er også massere af historier skrevet af vesterlændinge, der bor i Japan, hvilket også fører til mange interessante oplevelser. Den første omhandler en vesterlandsk pige, der bliver befamlet midt i et lyskryds. Det resulterer i at hun giver ham en blodtud. Man kan helt sikkert føle med Sharon Moshavi og det er fedt at læse, hvordan hun ikke bare lader det stå til. Hun gør fuldstændig det rigtige ved at give ham den lærestreg. Men jeg kan heller ikke se, hvordan denne historie er specielt god til at nedbryde stereotyper. Faktisk er Moshavi måske med til at bygge videre på stereotypen om at vesterlandske kvinder, og kvinder i det hele taget, er hysteriske, ved at hun efter denne episode, må have mere drama ind i livet og derfor stiller sig op i småskændes med folk i banken. Så skulle hun hellere tage karate timer. Hvis de ville have brudt en stereotyp, skulle de have fundet en historie, med en japansk kvinde, der slog til og ikke tiede det ihjel. Det ville have brudt nogle stereotyper. Og det er sket. Men desværre sker det bare ikke nok. Søg på elevator girl på You tube og du vil finde en fantastisk video.
Derudover er der enormt dejlige historier, der er fyldt med hyggelig humor som Lunch Break og Life With A Bilingual Dog og den meget indsigtsfulde og foruroligende Father Hunters.

Kort anbefaling - Inari, Konkon, Koi Iroha

Fushimi Inari er forelsket i klassekammeraten Tanbabasahi, men da hun en dag kommer til at gøre ham til grin, nægter han at modtage hendes undskyldning. Inari er ødelagt og det bliver værre da hun finder ud af, at han er forelsket i deres kønne klassekammerat Sumizome. Da Inari før skole den dag redder, hvad hun tror er en hund, bliver hun senere gengældt, da en gudinde tilbyder at opfylde et ønske. Inari er dybt ulykkelig og udbryder, at hun vil være Sumizome. Det skaber store problemer og da gudinden prøver at gøre det bedre ved at give Inari en ny evne, risikerer de begge at komme på kant med selveste Amaterasu!

Det er en kort anbefaling, da det, som det tydeligt fremgår, er en sød lille historie om forelskelse og hvor galt det kan gå når guder blander sig. Og det fungerer fint. Men jeg bliver mere hængende, på grund af de omhyggelige tegninger, der er holdt i smukke farver.

Post-Conflict Potter

Voldemort er død og krigen er slut. Men hvordan skal troldmandsverdenen komme på fode igen? Hvordan skal man håndtere situationen? Hvilke reformer skal der til? Det giver muggle eksperter råd om i denne artikel. Super nørdet, men samtidig interessant læsning.

Sora no woto - Æv

Egentligt syntes så det ud til at kunne blive ret godt. Piger og kvinder i hæren, set fra et af yderpunkterne, hvor man ikke regner med at der sker noget. Der kunne være hyggelige stunder og det ville give mening at, der blev dannet en søsterfællesskab blandt dem. Derved ville der i kampscenerne stå mere på spil og man ville knytte sig til personerne. Man havde specielt ikke regnet med en historie uden nogen som helst mening og fremdrift, der bare udnytter tiden med moe scener. Det er næsten usmageligt at sætte det sammen med krig og kvinder der rent faktisk har et ansvar. Det er k-on i krig og det er virkelig mærkeligt.
Alle pigerne er set en million gange før og der går fuldstændig børnehave i den, når pigerne farer vild efter sommerfuglene i bjergene. Rio er de eneste, der er bygget op omkring det faktum at hun er soldat og så er hun også ældre. Hendes overordnede, Felicia, og deres forhold er til tider realistisk og godt, med en soldater-kammeratlig tone, samtidig med at de deler deres bekymringer, godt nok om noget, der ikke virker som en rigtig trussel. Det ville være fint at vise, at pigerne er forskellige og unge, og det ville være fint, med nogle afslappede scener, men helt ærligt. Det hele bliver bare udnyttet til at lave nuttede scener. Og størstedelen af afsnittene ikke giver mening.
Men specielt Felicias historie opsummerer den mærkelige sammensætning af krig og pop. Slutningen ville være rigtig fin, hvis det ikke var fordi at man ikke føler noget for den her verden og for de, åbenbart, evige amatør moe-piger, der ikke engang kan holde ordentligt på deres geværer. De udvikler sig slet ikke. Vi får i første og sidste afsnit små brudstykker af noget, der kunne være interessant, men det bliver aldrig udnyttet. Åbningsanimationen var ellers interessant, hvor karakterene bliver fremvist i en nærmest religiøs stil, med en seriøs tone, mens slutningen skriger moe. Så...mærkelig, mærkelig serie og det viser bare, hvordan moe klichéer bliver presset ind alle steder, og det er virkelig surt, når det er en serie, der egentligt burde handle om kvinder og piger med et stort ansvar er det ikke fedt, at denne animé udvikler sig til én af den dårlige slags, da den gør piger til tomhovede og naive .

Culture Japan

Hvis Japan Rising var Japan set fra musikeren i klassen, så er det her fra nørdens synspunkt. Og det er jo dejligt, specielt når denne nørd, Danny Choo er en meget sympatisk vært. Vi kommer igennem mange spændende områder, som kultur festivaller på skoler og japanske sommer festivaller. Noget af det mest fascinerende var besøget på en fabrik, der laver den næsten mytiske plastikmad, der bliver brugt som udstilling i restaurant vinduerne.
Men vi bevæger os også i mega-otaku områder, områder jeg kritiserer og som helt sikkert også var er smule frustrerende at se, men omkring dækningen af kongresserne... jeg må sige, at det slog mig, både når jeg ser det her og da jeg så det med egen øjne, at de store kongresser i Japan virker mere... næsten folkelige, faktisk, hvilket i sig selv er hyggeligt, selvom jeg selvfølgelig også tænker på mange af seriernes indhold og deres popularitet. Nå, nok om det, for mange af tingene er jo egentligt også virkelig sjove som fx 'itasha' fænomenet - biler pimpet med animé karakterer. Så selvom en stor del af det, der bliver vist og fokuseret på i Culture Japan og på kongresserne indeholder mange ting jeg er meget kritisk overfor og håber ændres, så er der også gode episoder, der helt sikkert er værd at se.
Serien kan ses her.

Japan Rising

Faldt over en interessant mini-serie sponsoreret af Palladium boots. Serien ser på, hvordan Japan mon vil komme videre efter 3 11 og, hvordan det har påvirket den nye generation. Det er første afsnit godt nok fortalt gennem nogle kunstnere med lidt for meget attitude (så tag dog de solbriller af...), men der er også virkelig spændende stykker om demonstrationerne mod atomkraftværker og et interessant stykke om Tokyos visuelle udtryk, med nogle mere ydmyge kunstnere, der siger nogle rigtig gode ting. Seriens eget udtryk i form af lyd og billeder er helt fantastisk, og jeg er blevet overraskende glad for bandet Trippple Nippple, der disker op med en lyd af Tokyo, der rammer rigtig godt. Efter at have set serien, dannes et overordnet billede, som hurtigt viste sig efter 3 11: Japanerne har en fantastisk viljestyrke og positivitet.






Resten af serien kan findes her, hvor der er også kan findes en masse ekstra materiale om Japan på deres blog.

Efter 3 11

Nu er det nærmest blevet fast, at en japansk premierminister går af hvert år. Naoto Kan overlader nu stillingen til finansministeren Yoshihiko Noda. Inden Naoto Kan stod af, havde han lovet at arbejde på at gøre Japan mindre afhængig af atomkraft og gøre vindkraft, solenergi og jordvarme til bærende grundpæle i Japans energiforsyning, dette på trods af den store indflydelse og sammensmeltning, der er mellem regering og erhvervsliv. Dette sker vel i alle demokratier, men i meget høj grad i det japanske. Derfor har det været et stort skridt for Kan, da han sagde, at han langsomt at bryde med atomværkerne, noget der bragte glæde hos de mange demonstranter, der har været ude efter nedsmeltningen på Fukushima.
For man kan godt se Japans svære valg mellem den store industri, der kræver meget energi, dertil lagt Japans mangel på naturressourcer, problemet ved at skulle være afhængig af Kina, hvilket resulterer i brug for atomenergi vs. den kæmpe fare det er at have atomenergi i et område, der bliver ramt af store jordskælv og atomkraftværker, der oven i købet drives af firmaer, der forfalsker tilstandsrapporter. Noda har nu valgt at gå direkte imod forgængerens planer og vil nu udbrede atomkraft endnu mere. Man kommer til at tænke på befolkningen, der er fanget i det her. Store dele af den japanske befolkning, og dette kom som en overraskelse for mig, har siden 1960'erne været imod atomkraft og nu har Nodas nye atompolitik igen sat gang i store demonstrationer.

Efter 3/11

Candyblog

"Open your mouth, expand your mind"

Hvis man er én af dem der altid står og syrer over slikket i supermarkeder i andre lande (de klart sjoveste mål på ferier) så må denne blog ramme plet. Det er en utrolig hyggelig side, der indeholder utrolig mange gode og gennemarbejdede test af slik fra hele verden, lavet af bare en skribent.
Som barn af slik syge forældre har jeg aldrig kendt til slik frie fredage, men hvis man som barn har haft slik-forbud og er kommet med svaret: "når jeg bliver voksen, vil jeg spise slik hele tiden" så må det at styre denne blog være den ultimative hævn. Og man bliver ret vild med det. Det er specielt fascinerende at se det meget specielle slik, der findes rundt omkring i verden, ikke mindst fra Japan. Det er også interessant, da den amerikanske skribent nu er ved at bevæge sig ind i den fremmede og forunderlige verden af lakrids...
Candyblog emmer af kærlighed og fascination af slik og kan besøges her.

Deadman Wonderland

Jeg valgte at starte med at læse serien på grund af linket til Eureka Seven, da det er samme tegner der er inde over. Og det gik jo ret godt sidste gang. Men Deadman Wonderland er nu noget anderledes end Eureka Seven. Ikke mindst fordi der er så meget mere vold. Hvilket faktisk er det, det meste går ud på i den mørke serie Deadman Wonderland. Vold og død... på mange kreative måder. Og dog...

Tokyo er ødelagt af et kæmpemæssigt jordskælv, der har efterladt børn og unge alene i et kaos. En sådan ung dreng, nyder år efter, endelig sit skoleliv, da han pludselig er vidne til klassekammeraternes voldsomme død, da en 'Rød mand' dræber hele hans klasse. Da han (u)heldigvis er den eneste, der overlever, bliver han sigtet for mord på sine bedste venner. Han bliver sendt til det private fængsel Deadman Wonderland - et fængsel for forbryderne, men en forlystelsespark for befolkningen!

-Ja, det lyder ret... specielt og ikke som en serie man kan tage seriøst. Men inde i galskaben, ligger der en anden historie gemt, der er klart mere interessant. Det er i denne historie, man godt kan se ligheder mellem Eureka Seven og DM, selvom det ikke er samme forfatter. Selv i al den vold og kaos, ligger der faktisk en kærlighedshistorie og et drama indenunder og lurer, selv med alt det mørke der følger med. Og det bløder op for al den vold der nu engang er i serien.

Problemet er ikke volden i sig selv, men mere at den virker så meningsløs, men da serien selv ser dette, fx ved at hovedpersonen reagerer på det, er det til at holde ud, selvom jeg vil tro nogle bare læser serien for den....lidt for kreative volds skyld - og alle kvinderne, der er meget... mere strategisk fyldige end de fleste i fx Eureka. Det må man vist bare tage med, men som altid tænker man: føler de ikke at deres historie er spændende nok, så de ikke behøvede de billige point... Det er da okay med et par barmfagre kvinder, de findes jo faktisk, men absolut alle kvinder, der til tider bliver vist i en rimelig strategisk overvejet vinkel? (det kunne dog være meget værre, men så var vi også ovre i en anden genre..) Men det gør bare, at man måske ikke tager historien helt seriøst. For kvindernes rolle i serien er egentlig i sig selv fin.

Selve stedet Deadman Wondeland er rimelig syret og de halvhjertede reaktioner fra samfundet giver ikke nok mening, eller bliver i hvert fald ikke videregivet ordentligt. Men hele historiens egentlige omdrejningspunkt, jordskælvet og alle de liv der blev påvirket af det, engagerer en i historien. I mange tegneserier kan man klart mærke, at frygten for et kæmpejordskælv ligger i dybt i den japanske bevidsthed - med god grund... og det er ret skræmmende.

Så... Jeg ville nok være hoppet af, hvis ikke plottet var så godt, og mysteriet om den røde mand må ses til ende.

Bushidō Sixteen

En kort anbefaling af den rigtig fine serie Bushidō Sixteen. For pigen Isoyama Kaori ligger der, i kampsporten kendo, mange følelser. Det er en kamp om liv og død. Så da hun taber til den mindre agressive Nishiogi Sanae får Isoyama et mål: at finde Sanae, finde ud af hvilke teknik hun skjuler og besejre hende! Men da Sanae ikke lader til at kunne gentage succesen vækker det stærk irritation hos Isoyama. Men bag Sanaes accept af nederlag og hendes stille tilfredse tilgang til kendo, ligger der måske en anden filosofi, der ikke er mindre følelsesladet eller mindre stærk end Isoyamas. Det er rigtig interessant med en serie, der bare fokuserer på sporten og de to pigers forskellige tilgang til den. I starten virker begge piger en smule endimensionelle, men de giver hinanden et godt modspil, dog uden at være hinandens komplette modsætninger - fx bliver Sanae vred over at Isoyama ser hende som en happy-go-lucky type bare fordi hun er mindre agressiv, og her rammer hun måske også lidt plet, når det gælder læserens egen idé om hendes type. Måske er de ikke så forskellige endda. At sporten der er tale om er kendo gør det jo bare endnu bedre! Der kan også lige knyttes nogle ord til tegnestilen. Den minder svagt - det kan specielt ses på Sanae - om stilen i de mere søde og poppede serier, men der er klart skruet ned for nuttedhedsfaktorer og de store øjne og den bliver mere upoleret. Så der kan man se, hvad det gør ved en series udtryk - det er ret interessant. Plus at historien, indtil videre, slet ikke indeholder nogle af den elementer, der kendetegner de mere nuttede/poppede serier. Nå, men man må håbe at serien bliver ved med at leve op til den enkle fortælling om de to menneskers forhold til kendo, uden der bliver fokuseret og spillet på at de er piger. Serien her står fx i skærende kontrast til moe serien Bamboo Blade... gys! Det håber jeg den bliver ved med.

The Name of the Wind - Patrick Rothfuss

" I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during the day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep -
My name is Kvothe. You may have heard of me"

Så er der lagt op til et godt gammeldags eventyr. Tror man. Denne skrift bag på bogen giver egentligt et lidt forkert indtryk...eller rettere; den fortæller den historie, mange har hørt om bogens hovedperson - legenden Kvothe. Patrick Rothfuss går ud fra et klassisk eventyr, men igennem en opfindsom fortællestil og en interessant opbygning går han og Kvothe dybere bag om myten.
I Kvothe har Rothfuss fundet en sympatisk karakter. Dette specielt på grund af hans fortællestil. Vi møder en hovedperson, der pludselig får mulighed for at se tilbage på sit liv, der langsomt folder sig ud for læseren og menneskerne omkring ham. Kvothe er detaljeret, med mange sider, styrker og svagheder - det er en langsomt nedbrudt helt man møder, et mysterie for alle.
Så der er en rigtig god grobund for noget, der ikke kun er et fantastisk eventyr, men en fantastisk historie om en sympatisk og vis hovedperson, der udvikler sig til en helt, men en helt med nuancer. Specielt er hans søgen på et grufuldt fænomen faktisk noget, der optager læseren mindst lige så meget som Kvothes eget liv. Man kan ikke vente med at få opklaret mysteriet, der lader til at række langt tilbage i tiden. Dog lader Rothfuss sig rive med i dele af bogen, hvor det hele bliver lidt for fantastisk, hvilket ødelægger den ret solide historie. Han kan gå fra det mest miserable og triste, hvor det bliver penslet unødigt meget ud (og det kommer fra en, der holder af realisme i fantasy)- til nær heltestatus som 16 årig på under ét år. Den unge Kvothe er ekspert i absolut alt han kommer i nærheden af og han kan snøre alle. Det er lettere trættende og det ødelægger lidt den ellers rigtig fine stil der bliver lagt i starten. Men The Name of the Wind, første bog i en trilogi, kan bestemt anbefales, for det er historien om, hvordan helten Kvothe er endt, hvor han er nu og det lader til at blive en stor og kringlet fortælling.

Sådan får man det man vil ha'....

Ahhh, jeg er måske ikke den største fan af facebook, men jeg liker lamebook... og folks vildt sjove forældre! Så ka' de unge lære det.

Dessertcirkus i Japan

billede fra Bo Bedre

De danske gør det godt i kager i Japan - de to kageglade lande mødes igen og igen. Som nævnt i et tidligere indlæg, så har The Royal Café åbnet en afdeling i Japan. Og som det står på Bo Bedres hjemmeside så åbnede Heibergs Dessertcirkus i 2009 en afdeling i Japan, og der er ifølge artiklen planer om at åbne flere.
Det ser virkelig interessant ud, og jeg glæder mig til at kunne besøge et dansk dessert ekstravaganza i Tokyo, og se og smage succesen med egne øjne.

The Grand Narrative

Som der står på siden : Korean Sociology Through Gender, Advertising and Popular Culture er hvad bloggen handler om - Men selvom det handler om Korea, skrives der her om mange af de samme problematikker, der også er i Japan og selve fremgangsmåden bloggeren bruger er også rigtig interessant. Der er ingen direkte konklusion, men der bliver diskuteret og analyseret popkultur, og hvad det betyder for samfundet. Jeg har brugt snart lang tid inde på siden og har læst mange (lange) interessante artikler, og hørt en del K-pop! Desuden kan man fryde sig ved at han giver de bedste snappy-comebacks (dog meget intellektuelle) til lede kommentarer.
Besøg siden her.

Takara

Jeg har fundet noget af en skat - og den er selvfølgelig relateret til Japan.
Vidunderet lå på et bord i Taschens butik i København, hvor man gerne vil have alt! Men der lå bogen 'Hiroshige' og skinnede i lyset.

Det første der fangede, var den skinnende overflade

Siden får man det fulde indtryk og man rør ved siderne i bogen, der er lagt dobbelt- det er hér, man begynder at få svedige hænder, når det går op for en at man skal have den.. uanset prisen. 299 kr.
Man blev endnu mere glad.

Indpakningen ser således ud. Fuldstændig gennemført, med print af træ på indersiden.

Womens World Cup 2011 - Hurra

Hurra, Japan! I vandt! Jeg blev nødt til at slukke og gå, da de var nået 100 min. ind i spillet, for jeg tænkte, at der ikke var noget sjovt ved at se USA prøve at trække tiden ud. Håbet om at det ville skabe noget glæde i en svær tid, gjorde at jeg, og sikkert mange andre, virkelig gerne ville se Japan vinde. Undskyld, jeg tvivlede på jer, for hold op et vildt comeback I lavede, næsten lige efter jeg var gået!

Gaver!

Jeg havde fødselsdag her d. 2 juli, og udover pengegaver (det er ligesom om, der tegner sig et billede: man bliver mere kedelig at købe gaver til, jo ældre man bliver) fik jeg også blandt andet nogle interessante bøger:


The Very Small Home - Japanese Ideas for Living Well in Limited Space
Hvordan mon alle de små, sammenklemte huse, med skøre linjer man ser omkring i de større japanske byer ser ud indeni? Det kan man få indblik i, i denne bog. Der er virkelig nogle sjove løsninger, men samtidig er de også flotte, og man kan helt sikkert se den japanske sans for smuk opbevaring gå igen.



Japanese Graphics Now!
Japansk produkt design, indpakning og plakater - bliver det meget bedre?


Og så fik jeg også opfyldt mit store ønske, at få et par træsko.

Janelle Monáe

Uha, det er godt. Fantastisk god stil. Og dyrk lige fyren med pagehår i baggrunden!

In case we move to Shanghai

(dobbelt klik for bedre kvalitet)


Fa Kin Su Pah!