The Phantom Band

The Phantom Band holder ikke tilbage for impulsive hyl og halvråbende kor, men kan samtidig lave snigende smukke sange, man ikke opfatter som smukke eller interessante som det første, men den pludselig nøgne lyd med en god accent gør det. Jeg blev nødt til at lytte den igennem et par gange, for at forstå hvad jeg lige havde hørt. Jeg har svært ved at forklare det.... Der er tydelig vis ingen regler for The Phantom Band.

Baka to Gogh

Jeg er helt vild med den her serie. Det er en af de mange unikke japanske manga serier, der også findes. Helt nede på jorden.
Gogh er en stille og kreativ pige, der bliver presset af skolens "dåser" til at lave tøj til dem. Hun gør det, og de to baka, de to idioter, Sakai og Shoji, der sammen har bandet Moozmuz, siger at hun ikke skal finde sig i noget. Men hun siger hun nyder at skabe tøj, så hun gør det frivilligt, og ikke fordi hun er bange for pigerne. Der ser drengene Goghs intense kærlighed for at skabe tøj, og derfra starter de tre kunstneres venskab.

Det er som virkelig, og med det, også som den skøre virkelighed når man er ung. Den fremstiller det hele på en rigtig sjov og naiv måde, og man kan næsten mærke hvordan det her må være sket i virkeligheden. Historien udvikler sig på en naturlig måde, karaktererne er helt gennemførte. I alle deres følelser og handlinger er de helt menneskelige, og det viser hvor fantastisk skaberen har været til at gengive eller skabe mennesker, der virker som et menneske man kunne møde nede på hjørnet. De viser alle tre flere og flere lag, der gør dem mere og mere elskelige og viser dem som passionerede mennesker. Hele deres udvikling og historiens udvikling er lige så tilfældigt og underligt som livet ofte kan være. Deres venskab er pludseligt, men utroligt stærkt, og man tror virkelig på, at disse mennesker knokler rundt et sted i Tokyo, og prøver at finde ud af hvad de vil med livet For de er en flok store børn, der vælter rundt og prøver at findes deres vej, sammen.

Mieru Hito

Myoujin er en guide for de døde sjæle, der vandrer omkring i verden. Okegawa Himeno tror bare han er endnu en særling fra byen, da han sætter sig ved siden af hende, og begynder at tale om spøgelser. Senere redder han hendes liv og vi følger hende i turen ind i Myoujin's mærkelige liv. Serien her er rimelig ukendt, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Jo, der findes virkelig mange serier bygget op på samme måde i japanske tegneserier, men når det lykkedes, så fungerer det bare virkelig godt. Og det virker i denne serie. Der er et sjovt spil mellem personerne i serien, og endelig en pige der er til at holde ud, og oven i købet en man nyder at følges med gennem historien. Myoujin er en rigtig spændende person, der virkelig holder serien oppe. Man hører om hans baggrund, hans frygt for ikke at være god nok, når det virkelig gælder og alle har en plads i serien. Den er ikke ligefrem en alvorlig serie, og der er plads til et bredt publikum, og der dukker nogle meget surrealistiske ting op hen ad vejen, men det er helt okay. Serien har bare et eller andet, der gør, at jeg vil blive ved med at læse.

Hvis du skal se en massefabrikeret serie efter otaku principper, så lad det være denne - Toradora

Jeg er vildt forvirret, når det kommer til denne serie. Jeg så først animéen, da den blev lavet først, og senere fulgte en tegneserie i kølvandet. Jeg skulle se hvad det var, fordi flere og flere gav den opmærksomhed, og jeg var personligt meget bange for, at det skulle blive den nye Haruhi Suzumiya. En serie jeg ikke kan fordrage. Den er forfærdelig med en bossy pige, der tror hun er bedre end alle andre, og hun undskylder det med, at hun er bange for at forsvinde i mængderne? Alle giver hende lov til at være ubehagelig og manipulerende. Og historien har ingen mening. Jeg kan jo som sagt, godt lide lidt anderledes og stærke piger som hovedpersoner, men hende her.. hun er på ingen måde inspirerende, selvom hun uheldigvis har skabt en bølge af 'tsundere', piger der skulle være både meget lede og bløde... men Haruhi har ikke nogen anden side, efter min mening og det er lidt skræmmende, at en karakter som denne kan vinde så meget kærlighed i otakuers hjerter. Mystisk.

Da jeg så serien Toradora var i samme tegnestil, alle pigerne er alle lige på vippen til at se for unge ud, lød alarmklokkerne. Otakuerne havde opfundet endnu en bossy lille hystade. Men jeg ville ikke helt dømme noget, inden at have læst det.. og til min store overraskelse begyndte jeg at tænke, at serien egentlig var... okay.
Den mandlige hovedperson, Ryûji, er en uheldig dreng. Han har en sjov personlighed, en dreng med rengøringsvandvid, der altid gerne vil hjælpe andre. Men han har det ondeste blik i øjnene, så alle er bange for ham. En historie man har stødt på før i japanske tegneserier. Og det er fint nok. Men han støder bogstaveligt talt ind i den lille hidsigprop Taiga, fra han klasse. Taiga går berserk, da han siger det var fordi han ikke kunne se hende.. Der sker noget forvirring, og Ryûji ender med et brev med en kærlighedserklæring til hans elevråds ven. Taiga vil have hævn, og sådan begynder deres underlige venskab, da hun føler han skal være hendes hund, og være til tjeneste altid.

Når jeg opsummerer den her serie, tænker jeg, at den lyder som en serie jeg aldrig ville anbefale. Med en lille pige, der hundser rundt med Ryûji, men han står op imod hende, på sin egen usikre måde, og langsomt åbner hun op for ham. Hun ved godt selv, at hun kan være for meget, og det synes jeg kommer meget mere til udtryk i animéen end i tegneserien, og det er det vigtigste punkt, der gør at serien adskiller sig fra førnævnte. Hun ved det godt selv. Hun undskylder nogle gange, og kan faktisk gøre en smule grin med sig selv. Hendes skjulte kærlighed til Ryûji's ven, gør hende sårbar og man holder lidt af dem når man ser, hvordan de sammen kæmper for at finde kærligheden. De fleste bipersoner i serien er uinteressante, og de kunne godt være taget ud af en serie som The Melancholy of Haruhi Suzumiya. Taiga's underlige veninde er for "skabt" og man tænker hele tiden, det er til ære for alle otakuerne, og hun er bygget op af specielle faktorer der gør, at de ville kunne lide hende. Men jeg blev meget forvirret over, at jeg kunne lide en serie som denne, når man ser på stilen og opbygningen osv. Men jeg vil ikke vende mig fra serien, bare fordi stilen minder mig om serier som Shagukan no Shana og Haruhi Suzukiya, som er super otaku skabt. Men jeg må sige, at Toradora har overrasket mig. Så: Se tegnefilmen og lad tegneserien ligge. Det er ikke en serie der har sat sig fast, men den er faktisk til tider så "normal" og ikke udtænkt, at non-otakuer også kan se den. Hvis vi absolut skal se en masse fabrikeret serie efter mange otaku principper, så lad det være denne. Og selvom det underligt nok er en serie der er rettet mod det mandlige publikum ( man må bare prøve at ignorere det...) må man bare se historien i sig selv, så er den faktisk meget sød.

Japans Quiet Transformation

Japans Quiet Transformation - Jeff Kingston

En bog der virkelig fik mig til bedre at forstå boblen i 90'erne, og der er mange emner jeg blev klogere på, som hvalfangst, og hvorfor det er så vigtigt for japanerne. Den fortæller om hvordan regeringen fungere, eller rettere ikke gør, og alle de store fejl de har lavet, med et indslag af humor i form af små avis striber, der omhandler emnerne, men teksten er skam seriøs. En af de bøger der har lært mig mest om japansk politisk historie og hvorfor politikerne gør som de gør.

Kimi ni Todoke - Reaching You

Kimi ni todoke er en sød historie om en pige, Sawako, der skræmmer alle, da hun ligner noget ud af en japansk gyser, med sit lange sorte hår og sin blege hud. Men hun er en meget rar person, og hun bliver glad over selv den mindste godhed. Samtidig er der en frisk ung dreng i klassen, Kazehaya, der oplyser alle steder han går og han er alles ven. Og som det ofte er i Japan, når der gælder små mobberier eller udelukkelse, hvis lederen af gruppen, selvom Kazehaya ikke selv lægger mærke til hans lederstatus, taler til personen, følger resten med. Nogle gange skal der så lidt til i virkeligheden, for at ændre folks opfattelse af en person "uden for gruppen", hvis det kun er en smule afstandstagen og bagtaleri, og nogle bare skal tage kontakt. Den er ikke hylende morsom eller meget gribende, men Sawako's liv ændres langsomt til noget bedre, da andre også finder ud af, at hun er en sød person. Serien viser hvordan Kazehaya's observationer omkring Sawako er fyldt med små sjove indblik i en pige der prøver mange ting for første gang, og det er helt uden at nedgøre hende. Jeg tror dog ikke nogen ville se helt sådan på det i virkeligheden, men serien bliver bedre, jo mere Kazehaya og hans tanker bliver indblandet. Der er ingen irriterende bitches i den her serie, der skal fremhæve hovedpersonen som en pænere pige. Alle har en nogenlunde troværdig personlighed. Måske er den ikke helt troværdig og der er nok nogle ting der ikke ville fungerer i den virkelige verden, men jeg kan godt lide den måde Sawako ikke bliver ved med nærmest at undskylde sin eksistens og "tage andre folks lykke" hvis hun bare rækker hånden op (måske også lidt fantastisk, med en hel barndom uden venner, at hun ikke er mere mærket af det), men at hun bliver ændret, langsomt, ikke fordi hun gennemgår en stor transformation, men serien viser hvor meget det betyder for ens udvikling, at andre rækker ud efter én. Hvis Sawako havde været et mobbeoffer tror jeg, jeg ville se ret anderledes på den her serie og de måde den håndterer tingene, for der er en vis lethed over den, som ikke ville passe til en hårdere baggrund. Hvis det giver mening....

Jeg kom til at tænke på serien Wallflower, der står tydeligt i mit hoved som kontrast til Kimi ni Todoke. Den værste "pige der får det bedre ved andres hjælp eller opmærksomhed" serie nogensinde. Hun blev ændret fuldstændigt, at en flok forkælede drenge med alt for meget selvtillid, og ingen respekt for hende.

Men Kimi ni Todoke er en dejlig serie der går i et roligt tempo.

Robin Hobb - Liveship traders

Robin Hobb's historier er skræmmende gode. Skræmmende gennemførte. Som jeg skrev om hendes Farseer Trilogy og The Tawny Man serien, skaber hun episke historier, hvor man med kuldegys kan se Hobb skabe de mest indviklede og utrolige historier, med helt levende og sårbare karakterer, der med egen vilje vender og drejer det fabelagtige plot. Der bliver forhandlet, spekuleret og kæmpet i historierne, men til sidst sidder man og ved, at Hobb vil overraske én, med hendes tilførsel af uforudsigelighed og skæbne, der er et tema der altid går igen i hendes bøger. Kaos og nøje planlægning spiller altid imod hinanden i hendes bøger.

The Liveship Traders er en serie der ligger mellem The Farseer Trilogy og The Tawn Man, der kan hjælpe med at forklare hvad der er sket i de år der er gået, når man kommer tilbage til Buck og omegn i The Tawny Man.

I Liveship Traders er vi i det mystiske og farlige Rain Wild område, samt handelsbyen Bingtown, hvor de sagnomspundne Liveships holder til. Disse skibe kan tale, føle og huske, men kun når et antal generationer fra skibets familie, ejere, er sovet ind på dets dæk. Så det er en vigtig dag, da skibet Vivica's kaptajn Ephron Vestrit døende bliver bragt til hende, for at blive en del af hende i hans død. Det er en trist dag for datteren Althea, men samtidig med at hun mister et familiemedlem, får hun et nyt, da Vivica vil leve op, med samtlige kaptajners hukommelse samt hendes egen personlighed. Men der er problemer i Vestrit familien, og søsteren Keffira's kyniske mand, ser en mulighed for at overtage familiens skib. Ephron overlader nemlig ikke skibet til Althea, der ellers har dedikeret sit liv til havet, men i stedet til Keffira, der forblændet af af mandens magt, giver det videre til ham. Han tager sin søn, Winthrow, ud af Sa's munkekloster, og tvinger ham med ud på havet. Her går kampen igang for hele familien Vestrit, mod pirater, søslanger, Jammilia, slaveri, regler og ikke mindst mod sig selv og hinanden.... og så var der vist også noget med en drage.

Det er virkelig interessant at komme mere rundt i Hobbs univers, og se sydens mystik, som man havde hørt så meget om i de andre bøger. Men den første og anden bog, Ship of Magic og The Mad Ship i Liveship serien, var faktisk lidt kedelige.
Det er altid overvældende at se karakterene spille ud mod hinanden, se deres kampe og de forskellige måder de reder dem ud på. Men i disse bøger er der alt for meget fnidder, i hvert fald til min smag. Der er alt for detaljeret fortalt om alle de små ting der skal gøres for ikke at tabe ansigt, og man ender med at sidde og føle sig fanget i al formaliteten og alt det stive. Det giver til en vis grad et rigtig godt indtryk af, hvad Bingtown er, og hvor anderledes det er end Buck, men det tager alt for meget overhånd. For det er imponerende som altid, når der bliver argumenteret i Hobbs bøger, for hun er fantastisk til at få os til at forstå begge parter, og se det fra deres sider. Vi kan næsten se det rigtige i en forkert handling, og selv den ledeste mand i serien, kan komme til orde, og prøve at overbevise både modparten og os om, at det han gør er det rigtige. Men det er ikke hans ord men hans handlinger der viser hans sande intentioner. Det plejer at virke helt naturligt i de andre bøger, men i disse tre bøger, kommer der for tit, et alt for lang, diplomatisk og velovervejet comeback, der bare ikke er muligt i det splitsekund karakterene har at tænke i. Det er til tider for overmenneskeligt og det kan komme til at virke som om, de enten kan se ud i fremtiden, eller der har været en forfatter, der bare elsker de virkelig velformulerede argumenter...for de er virkelig gode.

Der er uhyggelig gode karakterer i serien, ikke at de er specielt behagelige at være sammen med, men de er bare så ægte. Der er den ubehagelige, mandschauvinistiske kyniker Kennit, der udadtil er den mest charmerende pirat du nogensinde vil møde. Men han har en mørk historie, der langsomt folder sig ud, for til sidst at vise sig i en stor dyster historie. Hans historie er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor han gør som han gør, og man sidder med en "nåh.. derfor" følelse. Personer bliver ført bag lyset, men læseren selv får små bidder, der gør os forvirrede over denne selvsikre og ubehagelige mand, der tydelig flygter fra noget i sin fortid, noget der gør ham meget bange. Det er ret interessant.
Kvinderne i bogen er meget forskellige og livagtige, men meget frustrerende bekendskaber på hver deres måde. Specielt den i starten fantastisk irriterende Malta, der står for alt det ubehagelige, beregnende og narcissistiske ved kvinder (aldrig har jeg ville slå en fiktiv person så hårdt), men det bliver langsomt udlignet i bogen, på meget troværdige måder og det er da lige før man bliver helt stolt af hende. Men man føler helt sikkert kvindeundertrykkelsen i Bingtown, i forhold til i Norden. Igen, en god måde at vise kulturforskelle, men det er virkelig hårdt at læse. Der er konstant restriktioner og de er ofte handlingslammede i den position de er i, og lige som man tror, at de kan give igen for alt det de har været ude for, bliver rollefordelingen igen rystet af skæbnen. De starter som pæne forhandlere, der kun går op i kjoler, skrud og omdømme (nogle excellerer dog i at være "hårde" men konstant mopsede...Althea, ahem), indtil de bliver smidt ud i verden, og lærer rigtige værdier. Den eneste person der ikke på et eller andet tidspunkt fylder én med frustrationer er, ud over Amber, Wintrow. Hans historie er meget rørende, og den viser både hans gammelmands visdom og hans store naivitet.

Det er en fin mellem historie, der forklarer en del ting, og gør universet mere bredt og troværdigt, da vi endelig har noget at stille Norden, The Duchees og bjergene op imod, og man blev da også i høj grad påvirket af historierne, om personernes udvikling, der gør en stolt.

Og så fandt jeg den mest passende sang til trilogien - Bandet Doves's "Ship of Fools" . Magnifique, ho ho..

En ulv.......

.... Tegnet med kaffe. Det er så fedt når folk tænker uden for boksen. Tak, WildSpiritWolf (deviantart.com)

Ekstremt højt og utroligt tæt på - Jonathan Safran Foer

Jeg bliver meget forvirret over denne bog. Jeg havde hørt så meget godt om den, og måtte læse den. Og ja, den er anderledes!
Oskars far er omkommet i World Trade Center d. 11 September 2001. For den specielle, men charmerende, søn Oskar bliver hans verden revet fra hinanden. Skildringen af faren er meget præcis i små ting og den person man tror mest på i historien, hvor de fleste andre bipersoners troværdighed knækker over i løbet af historien. Man bliver irriteret på Bedstemoderen, og alle de underlige regler hendes liv fungerer efter, det skildrer hvordan Oskar har det, men det går alt for meget i detaljer.Morfaren er ligesom faren bygget op meget flot og følsomt, men det bliver ødelagt en smule.
Forholdet mellem far og søn gennem generationer er meget rørende, og er noget af det virkelig gode i denne bog. Selve familiens barske historie er skildret skræmmende godt. Men tiden efter, Oskars bedsteforældres tid i New York, er utroligt frustrerende at læse. Frustrationerne,forvirringen og underlighederne i bogen, kunne godt være skruet lidt ned.
For mig, en læser der normalt er meget åben overfor skæve eksistenser i bøger (og en der ikke ser kategorien "normal" som noget man skal stræbe efter, både som menneske og som forfatter), blev det bare alt for meget. De skulle vise hvor anderledes folk i New York kan være, men ender med at få dem til at virke som en lind strøm af alt for mange underlige mennesker inden for en kort radius, og for mig kom det til at virke for meget og for utroligt(ekstremt højt og utrolig tæt på, så måske er det bogens mening). Men jeg misser nok noget, som skulle læses med super-analyse/symbol brillerne på , men det orker jeg bare ikke igennem en hel bog.

Little Big Planet

Den drømmende planet. Sådan bliver jorden kaldt i Little Big Planet. Den behagelige stemme fortæller os, at alt det vi drømmer, her nede på jorden, skaber Little Big Planet.

Sackboys er de små figurer man styrer og man får hurtigt overført sin personlighed til disse små sækkedyr, ved hjælp af overraskende meget tøj og man kommer hurtigt til betyde meget for en. Spillets afslappede og meget velvalgte sange og skæve tilgang til baner, smelter hjertet og sovser det ind i gode vibes. Det er et spil der hylder rolig kreativitet og fælleskab. Selve grundspillet var virkelig sjovt, og nogle gange udfordrende, og der var da nogle gange hvor min søster og jeg sad og gispede over et svært stykke i en bane. For det er sjovest og nogle gange nødvendigt at spille 2. Man finder hurtigt ud af hvad man selv har svært ved, og hvad man er god til, og hvordan man kan hjælpe hinanden. Jeg stoppede pludselig op, en aften da hvordan vi skulle holde skraldespanden for hinanden og succesfuldt få alle madresterne ned i. Skræmmende!

Men! Jeg havde så svært ved at få netdelen til at fungere på dette spil, og for en af elektronikgenerationen er det meget frustrerende, at ens normalt gode føling for elektronik ikke rækker. Internettet på min PS3 fungerer normalt helt fint, men den nægtede at downloade en update version 1.18 til LBP(Little Big Planet). Jeg fik samme fejl 80710723 hele tiden, og den afbrød det hele. Vi købte det lige da det kom ud, men jeg fik det først til at fungere i Søndags. Jeg kæmpede så længe med det, lavede desperate posts på PS3 forums og ændrede porte på vores linksys trådløse internet netværk. Meget besværligt, meget nørdet. Jeg respekterer virkelig folk der finder ud af den slags, og skriver det på forumer. Og det var trist ikke at kunne spille den, meget store, del af LBP, som internet banerne er. Folk skaber deres egen drømmebaner, og lægger dem ud, så man kan dele dem med andre. Men jeg fik det til at virke, ved først at få det så tæt på linksys apparatet som muligt, så netværkshastigheden er på 100%. Så går man ind og ser om UPnP er aktiveret. I mit tilfælde var den ikke, og jeg gik ind og lavede et automatisk setup af mit internet, og bliv ved, indtil den viser UPnP er aktiveret. Derefter, og jeg tror dette var meget vigtigt, deaktiver media server! Og da disse to er opfyldt, prøver man at downloade version 1.18 man beder og for mig virkede det endelig!
Nu kan du nyde andres kreationer og dele dine! Og jeg må sige, det var alle de desperate vredesudbrud værd, og man kan derefter lade sig berolige af Little Big Planets rolige, skøre og drømmende univers. Der er så meget mere at udforske!

Amatsuki

En edo-simulations rundvisning, ude i et af fremtidens museer, bliver skæbnesvanger for en historietræt elev, ved navn Rikogou Tokidoki. Han bliver fanget i edo simulationen, der indeholder både nue (en form for dæmoner) og magiske præstinder. En af disse dæmoner tager han syn på det ene øje. Halvblind og bange prøver disse nue at angribe ham igen, men han bliver redet af en samurai pige ved navn Kuchiha. Blind og fanget i en virtuel verden,så troede man ikke det kunne blive værre før Kuchiha overfuser ham og kalder ham...en idiot for at gøre det kort. Og derefter går det op for ham, at han ikke kan forlade simulationen igen. Han møder en anden fra den virkelige verden, der også er fanget, Shinonome, der introducerer ham til livet i et virtuelt edo.



Da Tokidoki i forvejen kedede sig ihjel i den virkelige verden, begynder han, efter at være kommet sig over den meget forvirrende situation han befinder sig i, at nyde at leve i Edo. Han lever mere end han har gjort i mange år. Han lærer om sine egenskaber, og da han bliver kontaktet af et underligt væsen "Boten" får han at vide, at han skal "vælge side".

Jeg var, og er stadig en smule forvirret over hele historien, men samtidig også vildt begejstret. Først tænkt jeg vel lidt "ah, man edo simulation?", men det bliver arbejdet så godt ind i historien, at det fungerer og giver meget drama. For hvad har den virkelige verden med hvad der sker inde i edo simulationen? Jeg håber det er meningen, at man skal føle sig forvirret, som Tokidoki gør, og langsomt får opklaret tingene. Jeg læser serien mest for historiens skyld og den meget flotte tegnestil, og har ikke den helt stor tilknytning til personerne, men der bliver blødt op for forskellige mennesker gennem serien, og der er ret rørende baggrundshistorier, og nogle tidligere venskaber man ikke havde regnet med.

Tegnestilen er meget speciel, og meget dejlig at se på, da den har sådan et personligt og meget farverigt præg på alting.

Serien er endnu ikke slut, men jeg venter spændt på hvert nyt kapitel. Samme skaber er også i gang med en serie kaldet Haigakura, den har indtil videre ikke vist sig at være på samme niveau, men måske udvikler den sig.

Avatar - The Last Airbender

Jeg kan kun anbefale alle at se Avatar. Alle.

Water Tribes, Air Nomads, Fire Nation og Earth Kingdom. Vand, Luft, Ild og jord. Disse fire nationer og de fire elementer udgør Avatars verden.
Den 12-årige airbender Aang, kan manipulere luft, får at vide, at han er den nye avatar. Det vil sige han kan mere end at manipulere luft. Han kan styre alle fire elementer med tiden, hvor normale kun kan styre et, hvis de er heldige. 100 år senere finder to søskende fra Water Tribe (rimelig klunset at have de engelske navne, men jeg så ikke den danske oversættelse af serien) Sokka og Katara, Aang fanget i en nedfrosset tilstand i et isbjerg. Sammen drager de ud på en rejse, da den unge Avatar endelig er kommet tilbage, lige så ung som for 100 år siden. Men verden er ændret nu, og de ligger i krig med Ild Nationen, og Aang må passe på med ikke at afsløre sig selv som avatar. For hvis der er nogen der er farlig for Ild Nationen, så er det avataren.

Man skulle i hvert fald tro den er sjov for alle. Den er både god for de mindre, fordi der er noget morale i, og samtidig er den ret unik. Der er humor man ikke skal anstrenge sig for at synes er sjov, men jeg endte da med at sidde og sprutte af grin i meget lang tid. Specielt Sokka er jo "ham den sjove", nogle gange frivilligt, mest ufrivilligt. Men det gode er, at han ikke bare bliver en klovn, og alle i serien får deres egen tid, til at vise deres værd. Der faktisk mange meget gennemtænkte personligheder. Og historien i sig selv er også meget gennemtænkt og ja, ret så meget overraskende. Den laver nogle krumspring, og folk er ikke altid gode/onde.

!Og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er ret vil med avatar fanart! Jeg har altid været ret meget imod fanart, fordi det for det meste var nogle lidt forstyrrede mennesker, specielt inden for anime/manga, der skulle ud med deres "hvem ender med hvem" idéer om serier, og ja.... det ender bare aldrig godt. Men! Avatar fans er åbenbart mere smagfulde end visse andre, for deres fanart er for det meste gjort sødt, sjovt og med respekt for karakterene! woooo...

Ōkami

Ōkami. Ulv, kunstner, gud.

Du styrer den almægtige gudinde Amaterasu i ulveform, gennem Japan, for at fjerne den onde Orichi og de forstyrrende dæmoner rundt om i landet. Sammen med din lille følgesvend Issun, vokser du i styrke, da du finder Celestrial Gods, guder der er underlagt Amaterasu, der hver repræsenterer en af ulvens kunster når det gælder sværdkamp og Celestrial Brush, en magisk pensel, en af de meget nyskabende ting ved spillet. Du samler de mægtige kræfter Amaterasu havde for 100 år siden. Historien er lang, men ikke for lang, og det gør at spillet virkelig har en lang levetid. Det er skønt at blive overrasket med mere historie og flere alsidige missioner, da man ellers troede ens eventyr med Amaterasu var ved at være ovre. For jeg vil aldrig have det til at slutte, og da det endelig sluttede, ville jeg straks i gang igen. Stilen i spillet er skabt af cel-shade, og minder om japansk sumi-e. Utroligt flot lavet og meget betagende, hele vejen gennem spillet. Musikken og billederne arbejder sammen på en utrolig måde. Når man spiller har spillet altid en bestemt stemning, nogle gange skræmmende andre gange rolig. Det var lige før, jeg kunne sidde og meditere mens jeg hakkede mig gennem dæmoner. Der er et eller andet ved spillet der er roligt. Billederne er smukke og musikken så indtagende. Billederne er så interessante, at jeg har købt en bog, med artwork og spilskabernes forslag til andre udtryk i spillet. Og jeg er altid meget optaget af soundtracket på 5 CD'er(!), med alt lige fra jingles til lange musikstykker. Den bedste samlede cd pakke, med traditionel japansk musik, men uden det bliver kedeligt eller ensformigt. Kampene er altid sjove, specielt med the celestrial brush, men man kan altid forbedre sig, og blive stærkere. Spillet giver meget frihed, og man kommer flere gange tilbage til andre steder i Japan. Så jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige, end at Ōkami er det bedste spil jeg nogen sinde har spillet.

Valravn

Vi kommer tilbage til vores rødder, gennem dette band. Der er et eller andet inde i mig, der har brug for denne gamle middelalder-folkemusik, men stadig med en ny elektro buldren, og Valravn forener det. Det er voldsomt på to forskellige måder. Og samtidig så blødt og fint. Som med alt folkemusik, som jeg savner i vores moderne tid, er der noget uerstatteligt i det, som mange unge ikke oplever, men med den nye elektro lyd bliver det noget nyt. Man får lyst til at løbe ud i naturen og baske med vingerne. Og Anna Katrin Egilstrød har jo den perfekte kvindelige vokal til Valravns musik og hun bringer musikken og dens følelser endnu tættere på.
Deres nye plade Koder På Snor, er lige kommet ud, men jeg synes deres gamle album er en del bedre. I kan finde dem på myspace, og på deres egen hjemmeside.

"Beyond Awsome" som en anmelder skrev. Nogle kan finde ud af at gøre det kort.

Eureka Seven

Renton er en 14 år gammel dreng, der keder sig. Han bor i en lille by, hvor han hjælper sin bedstefar med en masse mekanik. Endnu en kedelig dag bliver afbrudt da en mecha, stor menneskelignende robot, falder fra himlen. I den finde han Eureka, en ung pige, der spørger ham om han kan reparere mechaen. Rentons eventyr begynder dér.

Eureka Seven, er igen en serie jeg har det lidt med at glemme. Men det er faktisk en af de eneste mecha/sci-fi, hvis man skal bruge navnene på den stil den er lagt ind over, jeg har kunne blive færdig med. Jeg plejer ikke at have tålmodighed til alle deres maskiner i japansk popkultur, fordi de alle bare en kopi af hinanden, men denne serie er noget for sig selv. Eureka Seven er bare... forfriskende. Det var det ord der kom til mig, da jeg læste den første gang. Jeg havde savnet stilen lidt. For det første, handler det slet ikke så meget om maskinerne, eller kæmperobotterne.Det er ikke en serie der bider sig fast i en, men jeg synes universet er bygget op på en god og faktisk ret troværdig måde. Persongalleriet er bredt, og de er tegnet med et meget personligt udtryk. Der er en god og igen, ret virklighedstro blandning mellem det afslappede og det legende, med deres boards, og det alvorlige i deres kampe. Der bliver ikke lagt op til noget stort, men de skæbnesvangre ting sker bare, som lyn fra en klar himmel. Som de ville gøre i vores liv. Der er nogle gange ikke tid til de store overvejelser, og de store flotte heltegerninger, hvor alt går som smurt. Det dejlige ved serien er, at man ikke kan forudsige tingenes gang. Det er ikke en episk heltefortælling, men en fortælling om det at vokse op, overgangen fra unge til ung voksen. Hvornår bliver man regnet for hvad? En fortælling har mange lag, fra hverdag til det tragiske.

Jeg fik lyttet til Royksopp's What Else Is There (Trentemøller mix) og den passer i mit hoved perfekt til Eureka Seven. Så på en måde har den sat sig.

xxxHolic

Intet er som det ser ud. En tom plads i en storby, kan for nogle, vise sig at være et hus. Går du ind i huset vil du støde på en kvinde, der hilser dig med et skævt smil under sit mørke hår. Yuuko. Hun arbejder med det paranormale, og hun kan hjælpe dig. Men du må give noget igen. Det finder unge Watanuki Kimihiro en dag ud af, da han skal af med sine syner.....

xxxHolic er en serie man støder på meget hurtigt, når man første gang beskæftiger sig med manga. Jeg prøvede rigtig længe at komme igang med serien, men det var ligesom om den ikke fængede.Men bliv ved med at læse, for det bliver bedre.
Måden CLAMP - en gruppe kvindelige tegnere der sammen laver tegneserier under dette navn - sætter deres serier sammen er virkelig god. De blander dem sammen, og skaber vilde episke historier gennem mange serier. Det er et totalt gennemført koncept. Men desværre er xxxHolic den eneste serie fra CLAMP jeg konsekvent har kunne følge helt med i. For desværre er den kvindelige del i deres nyere serier fuldstændig ens... jeg forstår simpelthen ikke de kvinder der sidder og laver svagelige og kedelige piger i deres serier. De burde da inspirere hinanden til at lave nogle forskellige typer? Ja, der er da sikkert nogle biroller der er anderledes, men alle de kvindelige hovedroller i deres serier er bare.... de kan aldrig gøre noget selv, de er alt for nuttede og forvirrede. De er altid afhængige af andre, og hvis de er i en historie for sig selv, er den bare sukkersød uden handling. Det virker ikke som om der foregår noget som helst i deres hoveder. De er, som alt for mange andre piger i manga, bare en kliché på "piger" og et stativ til smukke, ekstravagante kjoler. Undtagen Yuuko der, selvom hun har mange kostumer, spiller alle et pus med sin lunefulde personlighed, og hun er ejeren af butikken. Hun gemmer på mange universelle hemmeligheder, og det giver hende en vis dybde, da hun både kan være stærk og vise svagheder. Specielt ved hendes ensomhed, ved at være den eneste med disse hemmeligheder. Og det gør hende dejligt nuanceret. xxxHolic tager gamle japanske traditioner op, og de mange mystiske historier er det der gør, at jeg gerne vil læse videre. Der er stensikkert nogle der er ligeglade med pigernes klichéfyldte og unuancerede personligheder, men bare vil se nogle flotte kostumer. Så er CLAMP lige noget for en, men xxxHolic kan godt læses af alle. CLAMP står også bag serier som Tsubasa Reservoir Chronicles, Clamp School Detectives, Kobato, Tokyo Babylon

Oresama Teacher

Da jeg først skulle igang med denne serie vidste jeg ikke hvad jeg kunne forvente. Jeg plejer at holde mig væk fra shoujo serier med lærere i. For efter så mange år i manga-business... så har man regnet den ud. Og da vi ikke er til den slags, var jeg lidt spændt på at se hvad denne serie havde at byde på. For så snart jeg havde set seriens indre, bad jeg til, at den ikke ville ødelægge det hele med en elev-lærer romance, for tegnestilen og hovedpersonen er virkelig ret sin egen.

Protagonisten i dette episke drama.... eller.. hovedpersonen i denne sjove og søde serie er den vildt gode karakter, pigen Kurosaki Mafuyu. Ex-yankii* bandeleder der prøver at få sig et ordentligt liv i High School med normale venner. Hun flytter fra sin gamle by, i håb om ikke at støde på nogle fra sin gamle bande. Men i stedet støder hun på en lærer der har meget anderledes måder at håndtere elever på. Denne skræmmende lærer vækker minder hos Kurosaki, og hun begynder at finde ud af hvor hun kender denne person fra. Hun får sig en ven, succes! Men desværre er han en kampgal utilpasset dreng, der elsker at give og få tæsk. Men Kurosaki, der ikke er vandt til megen venlighed, tager ham til sig i sit solo venskab. Sammen med disse tre meget interessante mennesker skal hun prøve at blive en normal elev, og jeg griner vildt og meget, for serien er virkelig sjov. Den sætter spørgsmålstegn ved så mange ting, ved hjælp af humor.

Og man føler tit at yankii piger i japanske tegneserier gør bare et eller andet ved en humoristisk serie. Dem man støder på, prøver ofte at komme tilbage til det "normale" liv, og de har aldrig været så ekstreme yankii som de er i drama serier eller i den virkelige verden. De er misforståede og bløde indeni, og de er vel bare, efter min mening, en god modvægt mod alt det fluffy kawaii- fikserede der ellers er alt for meget af i shoujo. En god film der viser kollosionen mellem disse to kawaii-yankii verdner er Kamikaze Girls, der virkelig overraskede mig, ved at være så god. Men virkelighedens yankii'er er langtfra et sjovt indspark. De viser en af de mange triste måder den japanske ungdom udtrykker deres frustrationer på.

Jeg kan godt lide sådan som denne serie ikke deler kører helt efter de samme kedelige shoujo " der er en dreng der er så lækker, at han ikke kan gøre noget dumt" regler. Ingen er sikre i denne serie. Nogle gange er personerne i Oresama Teacher seje, Mafuyu er en dejlig karakter på den måde, andre gange ender de i misforståelser med hensyn til den "normale" verden og det, at være normal . De fungerer som rigtige mennesker. Ingen i serien sidder alene tilbage med klovnerollen. De har den på et tidspunkt allesammen. Allesammen, også de "lækre" fyre! Den eneste, der kan snige sig udenom, er den ubehagelige lærer, men han har en anden funktion i denne historie, og det håber jeg han bliver ved med at have, for jeg gidder ikke se noget lærer-elev romance i denne serie! Jeg elsker den som den er!

(billede) endelig var der nogle der sagde noget til "den helt normale pige"

* yankii are high-school gangs, the cool variety with a thing for motorcycles, dyed hair and customized uniforms. They also have heavy-duty lungs, since yankii kick off their careers (usually around the age of 14) with excessive anpan (glue-sniffing) combined with moku (chain-smoking) -- a hazardous undertaking usually conducted on the school okujo (rooftop). Yankii never say no to this, because theirs is a strict, hierarchical society in which the senpai (elder) reigns supreme. Younger yankii are expected to speak to the senpai in keigo (reverent speech) at all times, run their errands and observe the codes of honor particular to that yankii clan. All this must be conducted with konjyo (guts), seii (sincerity) and nyukon (dedication of the soul) -- the three pillars of yankii behavior. It's little wonder that many yankii grow up to be staunch uyoku

Akatsuki

Akatsuki er en serie der, som ret mange andre, fortæller om "monstre" der på en eller anden måde vokser eller udspringer fra mennesker, som en sygdom, og derved udsætter dem for farer. Der kommer "ydrydderne" ind. Heltene der kan redde disse mennesker, hedder Kiri-isha og dræber denne sygdom med deres våben. Selvom plottet er set tusinde gange før, så bliver jeg alligevel aldrig helt træt af dem. Man kan måske undre sig over så mange serier har dette emne i Japan. Det er en forholdsvis ny serie, så der er ikke så mange kapitler endnu, men den virker meget okay indtil videre, selvom hovedpersonen Hibiki giver for meget kopi Naruto følelse til hele serien.

Kuroshitsuji

Jeg spottede denne series forside da jeg var i Japan i 2007, mens jeg var i Mandrake i gang med at rage alt ned fra hylderne og min familie sad tålmodigt og ventede. Jeg så volume 1 & 2 stå for sig selv, med forsiden fremad. Den så meget klassisk ud og lignede en serie der havde helt styr på hvor den ville hen. Og så var den sorte og hvide forside bare som et hvil for øjet i den farvebombe jeg befandt mig i. Så 1 &2 blev kylet ned i kurven til alle de andre senere fejlkøb. Super :) Efter mine 5-6 år med japanske tegneserier, burde jeg have lært det, men jeg troede faktisk personen på forsiden var en kvinde. Meget naivt, men det ville have været så meget bedre.

Jeg glemte lidt jeg havde købt dem, før jeg så en oversættelse af serien, der viste sig at hedde Kuroshitsuji - The black Butler.

Der er noget lunkent ved den her butler. Han er hurtig, smidig og lidt af en dræber hvis han bliver bedt om det. Han, Sebastian, passer på en forkælet unge kaldet Ciel Phantomhive. Ciel har sig en mørk fortid, og det gør åbenbart at han kan tillade sig at være den koldeste og mest arrogante dreng på jorden. Ingen siger noget til ham, og det tror jeg ikke nogen har tænkt sig at gøre i hele serien. Ciel er en smuk (åbenbart ufattelig smuk, finder man ud af) lille dreng, hvis forældre blev slået ihjel. Jeg kan egentlig godt lide selve historien, og tingenes udvikling er interessante, men den lille dreng kan jeg bare ikke klare. Han ser andre folk som skidt. Jeg tænker tit på, om det er noget der bevidst er gjort af forfatteren, så man skal føle sig irriteret, eller er det for at piger der læser serien skal få sådan den klassiske (inden for manga) " kold dreng. Hvor er det synd... bliv ved med det, det er nuttet". Man føler ikke, at Ciel selv har lyst til at lave om på det. Han ser, og vil blive ved med at se andre folk som noget der er langt under ham, og som kan blive manipuleret af hans skønne ansigt. Og jeg ved serien bliver udgivet i et blad der er både til drenge og piger, Monthly GFantasy, men jeg synes der bliver spillet mistænkeligt meget på forholdet mellem butleren og Ciel. Jeg vil tro serien falder i mange fan pigers smag. Så fangirls, I går bare til den! - Men man ved aldrig, måske ændrer den sig.

Ouran High School Host Club

Ahh.... hvordan skal jeg starte det her? Ikke sen serie jeg tænker over særlig ofte, og ikke en der står højt på min liste af ynglings serier, da den stadig er en smule for sukkersød og skønhedsfikseret, men jeg har det godt med den her serie, men folk ser den meget forskelligt. Jeg kan godt lide den her serie, fordi den tager gas på alle de harem/ "vi elsker alle den samme"/ gender bender (piger der klæder sig ud som drenge og omvendt)/ broder kærlighed (der bliver for meget)/ rig og fattig - serier som der er tonsvis af, og som fan-pigerne elsker at slubre i sig. Og denne her serie tager det hele op, med en meget ualmindelig hovedperson, Haruhi. Haruhi er fra en fattig familie, men hun er klog så hun kan komme ind på Ouran High School, der er en skole for de riges afkom. Hun er nørdet (og har det fint med det!) og alle tror hun er en dreng, inklusiv Host klubben, en klub af usædvanligt nuttede eller flotte drenge. Typisk. Haruhi vælter en meget dyr vase, og hun bliver nødt til at afbetale ved at arbejde i klubben, som en dreng.

Haruhi er skøn i denne serie, fordi hun ikke lader sig imponere af noget. Hun falder ikke for noget, lader sig ikke blænde af drengenes glitter, der får skolens piger til at gå amok. Hun er ikke ligefrem ond mod dem, men hun synes de er for meget, og hun peger alle de ting ud der er for meget. I enhver anden serie ville hun nok være for kedelig eller for negativ, men i denne er hun den omvendte kvindelige hovedperson. Men der er også kærlighed i denne serie, og det synes jeg er fint. For drengene er ikke onde, og de kan godt lide en der ikke hopper med på den overfladiske hysteri vogn, og ikke kun ser dem som den "karakter" de er blevet til i klubben. men hun lærer også af dem. For de er ikke dårlige mennesker, og de føler sig ikke bedre end andre. Nogle af dem er bare halv dumme, og det bliver der gjort dejligt grin med, men det er også kærligt ment, nogle keder sig osv.

Men jeg ved ikke..... der er mange fans af præcis det som jeg synes den laver gas med, der tager den seriøst. Så jeg ved ikke.... er den så til alle? Kan man selv vælge hvad man vil have ud af den her serie? Jeg ved det ikke, men jeg ved bare jeg griner meget, og højt over denne serie. Selvom jeg har et problem med at opbevare serien, da jeg ikke er så vildt med den vamle romance costume forside der pryder hver forside. Man kan jo ikke lige se den tager gas på præcis det.

Full Metal Alchemist

Vi følger brødrene Alphonse og Edward Elric. Alphonse mistede sin krop, da han sammen med Edward prøvede at vække deres mor til live, ved hjælp af alkymi. De to tager ud for at finde en måde at redde Alphonse. De bliver involveret i militæret, en krig og homunculi.

Full Metal Alchemist er helt sikkert en af mine ynglings serier. Jeg startede med at se animéen, og den var med til at vise, hvor store historier (og stadig uden på nogen måde at blive for storslået) og hvor spændende verdner anime og mange kunne byde på. Før denne serie, var jeg fanget i dårlige serier, der ikke sagde mig noget. Men blandt andet denne serie viste mig det jeg havde håbet, at der var noget bedre. Plottet og historien i denne animé serie jeg så, var så overvældene, at jeg straks måtte fortælle den videre til min mor. Hun kunne ikke forstå jeg brændte sådan for en tegnestil, når jeg ikke kunne lide nogle af de serier, der kom ud i Danmark. Men så fortalte jeg hende hele denne lange historie, der en stor del af tiden ikke følger tegneseriens historie, men stadig er fantastisk. Men jeg tror måske mum forstod det en smule.

Det undrer mig selv meget, at jeg først læste tegneserien for nogle måneder siden. Det er helt omvendt af hvad jeg plejer. Tegneserie først, anime senere, hvis nogensinde. Jeg ved ikke... måske var det bare overvældende at skulle igennem en masse historie man allerede kendte (for den havde virkelig sat sig i min hjerne lige siden, og der er gået mange år). Men det gik hurtigt op for mig, at de ikke følger samme historie. Og jeg kan meget bedre lide tegneseriens "virkelige" historie. Serien har så mange ting, man sidder og ønske at man selv havde fundet på. Der er mange geniale påfund og sætter alkymi og deres egne påfund sammen på en flot og gennemtænkt måde.

Der er mange stærke kvinder med i serien, der har lige så meget at skulle sige som alle andre. Nogle er jernkvinder inden for militæret, men der er også nogle der har dybe sider. Og det er sjældent men virkelig dejligt, når man kan læse en serie, hvor der ikke er noget der irriterer eller ødelægger. De er måske ikke de mest nyskabende, men de er dejlig uhysteriske. Edward Elric og hans bror Alphonse er dejlige hovedpersoner at følge med. Deres historie indeholde mange af de ting der kan være svært ved at have søskende og det at tage svære valg, men man kan også sidde og grine virkelig højt når jeg man serien.

Tegneserien fortsætter stadig, og er virkelig ved at være spændende og til at følge op på anime serien "Full Metal Alchemist, klart anbefalelsesværdig, kommer serien "Full Metal Alchemis - Brotherhood"

Zetsuen no Tempest

Serie der lægger hårdt ud med magi på en lidt anden måde. Efter kun et kapitel er det svært at vide hvad man skal tænke, men jeg vil helt sikkert følge med. Men jeg er ret sikker på, det er en serie man vil se en del mere til. Jeg må sige med alt det der sker på så kort tid, tager hovedpersonen det (lidt for) roligt. Jeg har ikke helt fundet ud af om den er for shounen til min smag.

Twillight - Hvem kunne finde på at udgive den?!

Denne bog går virkelig imod så mange ting i min verden. Jeg har hørt fra andre teenagere der ikke er forblændet og slugt op i bølgen, hvad de har ment om bogen, som de har prøvet at læse, og deres problemer med bogen er præcis de samme som jeg har. Jeg tror ikke jeg vil uddybe mine meninger om den så meget, for alt jeg mener er blevet sagt i dette fremragende review skrevet af en genial pige. Tak, Hannah! Jeg er virkelig glad for at dette er blevet skrevet, og jeg håber det er okay jeg lægger et link ud. http://www.amazon.co.uk/review/R1R4034QQMB7KB/ref=cm_aya_cmt?ie=UTF8&ASIN=1904233651#wasThisHelpful

Hun siger præcis det jeg har tænkt om denne pinlige bog. Jeg tror det er vigtigt at vise, at alle teenagere ikke falder pladask for det her... lårt. Man skammer sig over, at nogle teenagere er så nemme at købe, med alle disse kliché kærligheds historier blandet sammen til en alt for let skrevet bog, der viser unge fra deres værste, mest overfladiske side. Jeg må sige jeg har stadig utrolig meget mere imod bogen, end jeg har imod filmen, da bogen er ufatteligt dårligt skrevet. I filmen er der i det mindste ikke alle de endeløse beskrivelser af udseende. Heldigvis lader det til, at der nu er ved at blive skabt en modreaktion. Et eksempel er bogen New Moan, der udpensler, hvor utrolig uheldig den originale bog er. Jeg synes dog man bare skal lade det hele gå i glemmebogen... hurtigt!

The Japanese Mind - Understanding Contemporary Japanese Culture

The Japanese Mind - Understanding Contemporary Japanese Culture - Roger J. Davis and Osamu Ikeno

Bogen starter med, at man tror, den er lige til og meget enkelt sat op, men den her bog er delt ind i forskellige "kapitler" omkring meget specifikke ting, der minder meget om hinanden, men selvfølgelig har et specielt navn på japansk. Desværre ender det med, at hvert begreb, selvom det har et specielt navn, ender med at minde for meget om noget andet, og man føler tit man sidder og læser det samme, igen, bare med et smule anderledes navn. De har delt det ind i for mange undergenrer der aldrig bliver færdige, og man tror lige man har læst færdig om japanernes idé om skønhed og hvad der ses som skønt, da der igen dukker et kapitel op, med samme indhold, bare med et anderledes navn. De kunne godt have samlet det. Men der er helt sikkert nogle ting, der er værd at læse om, i denne bog, og det bliver forklaret meget fint, bare for mange gange. De kunne have skrevet, det samlet som fx om japanernes syn på skønhed, og så gå igennem alle de forskellige begreber og deres navne, og de små ting der gør dem forskellige, men i stedet skal man finde dem forskellige rodede steder i bogen.

Pandemonium and Parade

Pandemonium and Parade - Michael Dylan Foster

Utrolig bog, proppet med detaljer om japanske yokai. Meget sjov læsning, men også noget foruroligende. Hvis man vil vide mere om yokai, end bare hvad man kan finde på wikipeida, så er det her bogen man skal bruge.

Japanese commericial - Nike Power Rangers

Jeg har aldrig forstået den store fascination af power rangers der er i Japan... eller kan jeg, for jeg ville nogle gange ønske jeg var The Stig? "Some say he is a Power Ranger"
Jeg bryder mig ikke om tanken. Uden at tænke for meget over det, vil jeg sige jeg virkelig godt kan lide slutningen.


psst. The Stig introductions: http://www.youtube.com/watch?v=_l3JkQH5XdI

Japanese commercial - Fanta

Jeg elsker den måde de har fanget Miss Soap Opera. Euuw. Og drengens reaktion, får mig til at smile :)